Exit-festen blandt topchefer i det offentlige fortsætter. Forleden kom det frem at den tidligere departementschef i Skatteministeriet, Peter Loft, fik intet mindre end to millioner kroner med sig, da han først i oktober blev fyret som kommunaldirektør af kommunalbestyrelsen på Bornholm.
Nu har en guldrandet kontrakt mellem direktionen i Region Sjælland og direktøren for Sjællands Universitetshospital, Henrik Villadsen, udløst et gyldent håndtryk på 2,9 millioner kroner.
Det fortæller Sjællandske, som refererer fra en pressemeddelelse, hvor man også kan læse, at fratrædelsesaftalen indebærer, at Henrik Villadsen fritstilles "i overensstemmelse med de vilkår, der er gældende for hans ansættelsesforhold".
Henrik Villadsen nåede at være ansat som sygehusdirektør ved Sjællands Universitetshospital i fem år.
Administrerende direktør i Region Sjælland, Per Bennetsen, udtaler i pressemeddelelsen, at "sygehuset bevæger sig nu ind i en ny fase, som kalder på nye kræfter", mens Henrik Villadsen udtaler, at "der er forskellige synspunkter om den strategiske- og driftsmæssige udvikling af universitetshospitalet, og derfor er det naturligt, at vejene må skilles".
Han tilføjer, at han "ser frem til nye ambitiøse udfordringer og glæder mig fortsat til at løse opgaver i det danske sundhedsvæsen til gavn for patienterne".
Borgmester undrede sig
Ved Peter Lofts fratrædelse undrede borgmester Winni Grosbøll (S) sig over topchefernes fratrædelsesvilkår.
Hun sagde blandt andet: - Det virker besynderligt, at de samme vilkår ikke gælder hele vejen ned gennem det kommunale system ved fratrædelser. Jeg ved godt, man påpeger, at en kommunaldirektørs job er mere usikkert, fordi vedkommende hurtigt bliver en brik i det politiske spil, sagde Winni Grosbøll til BT og tilføjede:
- Men det gælder jo også for eksempelvis børnehavepædagogen, som risikerer at miste sit job, hvis man fra politisk side beslutter at spare på børneområdet.
Til BT sagde Peter Loft, at han vil lade det være op til andre at vurdere, om hans fratrædelsesbeløb er rimeligt. Han forklarede, at han med Bornholm Regionskommune havde indgået en standardkontrakt, og at han fik fratrædelse i henhold til den.
- Man tager jo, hvad man kan få, tilføjer han.