Ingen skal diktere forbud mod at ryge i arbejdstiden - og da slet ikke, når man arbejder udendørs og ikke har med børn at gøre.
Sådan lyder det fra specialarbejder Rasmus Bredde, der arbejder med gaderenholdelsen i Københavns Kommune. Han er harm over, at Kommunernes Landsforening (KL) i et nyt forslag slår til lyd for et totalt stop for rygning på jobbet for alle kommunalt ansatte.
KL ønsker, at forbuddet skal gælde alle, uanset om man er lærer, pædagog, kontorassistent eller specialarbejder. Selv hvis man arbejder hjemmefra, skal man droppe smøgerne, lyder det fra KL. Forslaget kommer i forbindelse med et nyt forebyggelsesudspil.
Rasmus Bredde, der også er tillidsmand, ryger ikke selv, men han har mange kolleger, der nyder godt af et par hvæs i pauserne. Han mener, at det er en helt unødvendig indgriben i den personlige frihed at forbyde smøgpauserne.
Hvad bliver det næste?
- Jeg er ret træt af, at KL går rundt og leger bigmother for os allesammen. Hvis de er imod, at folk ryger i arbejdstiden, må de foreslå Folketinget at indføre det. Vi er voksne mennesker, og vi kan godt selv finde ud af, om vi vil ryge eller ej, siger han til Avisen.dk.
Specialarbejderen mener heller ikke, at de offentligt ansatte skal stå dårligere end de privatansatte, når det handler om den personlige frihed på jobbet. Han synes derfor, at forslaget har en helt forkert slagside.
- For mig er det principielt det her, for hvad bliver det næste? At man ikke må spise rundstykker med smør i arbejdstiden eller et forbud mod McDonald's-mad? Jeg synes, det er håbløst, siger Rasmus Bredde.
Formand for social- og sundhedsudvalget i KL, Thomas Adelskov (S), forsvarer ikke overraskende forslaget.
- Rygning er den enkeltfaktor, der har størst negativ betydning for danskernes sundhed. Derfor opfordrer vi nu alle kommuner til at gøre en særlig indsats for at få flere til at stoppe med at ryge og færre til at begynde, siger han til Ritzau.
Har spurgt danskerne
Hvis landets kommuner vælger at indføre røgfri arbejdstid, har de opbakning blandt noget af befolkningen. Det viser en ny holdningsundersøgelse blandt danskerne lavet af Megafon for Politiken og TV2.
Her erklærer 40 procent sig enige i, at der bør indføres røgfri arbejdstid, ikke bare på kommunale arbejdspladser, men også private.
Røgfri skoletid er der endnu større opbakning til. Ifølge en meningsmåling fra Kræftens Bekæmpelse, lavet i november af Kantar Gallup, støtter hele 79 procent idéen, mens kun 9 procent er imod.
Giv din mening til kende
Er det i orden, at kommunalt ansatte ikke selv bestemmer, hvordan de vil bruge deres pause? Eller er det et tegn på, at kommunerne tager ansvar for deres ansattes ve og vel?
Quiz Maker - powered by Riddle