– Hvorfor er alle landmændene tykke i år? spørger min kone, da hun tilfældigvis trasker gennem stuen.
– Landmændene? spørger jeg.
Hun peger på fjernsynet.
– Nå. Jamen, det er ikke landmænd. Det er Lene Beiers nye program. "Det Fede Fællesskab", hedder det. Det handler om nogle tykke mennesker, der skal flytte sammen og tabe sig, siger jeg.
– Er Lene Beier blevet vært på det? spørger hun bekymret.
Hun spørger for min skyld. Hun ved godt, at jeg bliver irriteret, når TV 2 bruger de samme værter igen og igen, og hun husker stadig, hvor deprimeret jeg blev, da håndbold-kommentatoren Thomas Kristensen pludselig også skulle dække VM i fodbold. Det var en hård december.
– Ja, og det er fedt, at Lene er vært. For hun er en af Danmarks dygtigste, mest hjertevarme, kærlige tv-værter, og hun holder oprigtigt af andre mennesker og møder dem altid i øjenhøjde, siger jeg.
– Hvorfor snakker du så mærkeligt? spørger hun.
– Fordi jeg skriver det vi siger ned, og jeg har lovet redaktøren, at jeg lige tager en periode, hvor jeg omtaler alle tv-værter pænt. Især de kvindelige, siger jeg,
Hun ryster på hovedet og himler med øjnene.
– Nå, men nu skal du ikke skrive grimt om de tykke mennesker. Hører du? Det må du love mig. De er kun børn, siger hun.
Jeg retter hende og forklarer, at deltagerne faktisk er midt i tyverne. De er ældre end dem fra "Paradise Hotel". De ligner bare børn, fordi de ikke har rynker, når deres hud er så udspilet.
Jeg forsikrer hende også om, at det er min redaktør, der har sagt, jeg skal skrive om programmet. Selv ville jeg hellere skrive en klumme om Irma, og om, hvordan butikskæden nu nok havde overlevet, hvis alle dem, der tuder over lukningen, rent faktisk havde handlet der noget mere. Om, hvor lidt overraskende det er, at man ikke kan leve af at sælge flødeboller til 35 kroner og lakridsposer til 80.
Jeg ville også gerne have skrevet om Sofie Linde, der stopper som vært på "X-Factor." Men redaktøren smed røret på, da jeg foreslog det.
– Desuden viser mit BMI-tal, at jeg selv er svært overvægtig. og jeg kunne aldrig finde på at gøre grin med folk, bare fordi de er tykke, siger jeg til mine kone.
– Altså, medmindre de selv stiller frivilligt op i et realityprogram i tv, tilføjer jeg, da hun ikke hører det.
Da hun er gået, kigger jeg nærmere på programmet. Det handler om, at fem overvægtige mennesker skal flytte sammen i et hus i Nordsjælland og lære at leve sundere. Det er smart, de har lagt det i Nordsjælland. Så skal Lene Beier ikke køre så langt, som hun plejer.
Den første vi møder er Christian, der er lastbilchauffør. Han er hovedpersonen i det her afsnit. Han ligner lidt en, der kommer fra Grønland. Det må være Flemming Jensen-effekten, der allerede har slået igennem.
De andre deltagere hedder Jacob, Natalie, Trine og Stine. Stine er en temmelig smuk pige, eller kvinde, eller hvad det hedder, der er lidt mindre end de andre. Hun føler ikke helt, hun er berettiget til at være med i programmet.
– Jeg er bedre end de andre, og det synes jeg ikke er fedt, siger hun, da de fem nye venner er blevet målt og vejet.
Der er åbenbart ingen grænser for, hvad unge mennesker kan se som problemer nu om dage.
Da de har pakket ud og set nærmere på luksusvillaen (uden at tjekke, hvad der er i køleskabet – total urealistisk), pakker de ud. Christian har et skilt med, hvor der står ”Thaiboy”. Det er hans kælenavn. Ergo er han nok ikke fra Grønland, men fra Thailand. Det er smart, at man sådan kan få et skilt, der viser, hvilket køn man tilhører. Det havde sparet mig for mange traumer på min seneste ferie, hvis de lokale thailændere selv brugte det noget mere.
Nå, men nu kommer Lene Beier. Hun ligner fuldstændig Lene Beier. Jeg mener, sidder hendes hår ikke altid fuldstændig ens? Som om de bare har en frisk kopi af hende, de kan pakke ud til hvert program?
– Jeg har glædet mig til at møde hende. Hun er gudesmuk, siger Trine og understreger, hvilket overfladisk kropsideal programmet stiler efter. Og hvilken frisure.
Lene Beier fortæller deltagerne, at det bliver hårdt.
– Men bare rolig. Jeg er her hele tiden, siger hun, inden hun går og stort set ikke er med i afsnittet mere.
Da deltagerne har pakket ud, skal de lave en videohilsen til sig selv, de kan se om et halvt år. Jeg hører ikke efter, hvad de siger, for jeg bliver stresset over, om programmet skal køre så længe.
Bagefter skal de spise. De kan vælge mellem salat og burgere. De vælger salat. Idioter.
– Skal vi ikke have burgere i morgen, spørger jeg min kone, der er kommet tilbage i stuen, men hun siger ikke noget.
– Hvem synes I har været den fedeste i dag? spørger Trine, da de fem deltagere sidder og snakker efter maden.
– Det behøver hun jo ikke spørge om. Det kunne hun jo se, da de blev vejet, siger jeg til min kone.
Hun gør mig opmærksom på, at Trine spurgte ”hvad” der havde været det fedeste, ikke ”hvem”. Nå.
Dagen efter møder deltagerne Tina og Per, der er henholdsvis psykolog og fysisk træner. De skal hjælpe dem med at tabe sig.
– Man kan mærke, at det her bare er nogen, der vil os, siger Jacob.
Jeg tror måske ligeså meget, at Tina og Per bare gerne vil tjene penge og i fjernsynet, men lad nu det ligge.
Om eftermiddagen skal Christian og Jacob ud at købe ind. I Irma. Åh, hvilken raffineret måde at mobbe de københavnske bedsteborgere på. Først vandt Danmark VM i håndbold, og nu bliver supermarkedskædens lig smækket lige op i hovedet af dem i den bedste sendetid.
Christian kan ikke finde vaniljekiksene. Se, så god er den butik heller ikke. Jeg kan i øvrigt heller aldrig finde vaniljekiks nede i Meny, når min kone skriver det på indkøbssedlen. Og jo, det gør hun ind imellem, for hun kan godt lide at lave kiksekage, og der bruger man vaniljekiks. Jeg ved faktisk ikke, hvad man ellers bruger dem til.
I øvrigt kan jeg heller aldrig finde den kondenserede mælk.
– Vi kan tage digge-stiv-kiks i stedet, siger Christian.
– Og hvad med cock-thai-pølser, siger Jacob.
Jeg ved ikke, om han siger det for at mobbe ham, men endnu engang går mine tanker tilbage til en traumatisk sommerferie for nogle år siden.
Okay, hør her: Jeg synes faktisk, det er nogle søde mennesker, der er med i "Det Fede Fællesskab". Og det bevæger mig også, når Christian med tårer i øjnene f.eks. fortæller om sin barndom i en plejefamilie – og om, hvordan en sagsbehandler overrakte ham nyheden om hans fars død med ordene ”Jeg har en god og en dårlig nyhed …” Hvor sygt er det lige? Jeg synes også, det er fint at slå et slag for folkesundheden. Jeg er slet ikke så utilfreds, som jeg lyder. Jeg synes bare, det er en lidt kedelig udsendelse. Og jeg synes, det kunne være fedt, hvis statskanalernes formynderiske programmer snart stopper med altid at handle om, at vi skal ryge, drikke og spise mindre – og i stedet begynder at handle om, at vi måske bør se noget mindre fjernsyn.
PS.: I reklamen for næste afsnit kan man se, at pigerne skal fotograferes i undertøj. Folkesundhed eller ej, TV 2 ved godt, hvad de laver.
PS.: Vi skal have fisk og salat i morgen, har min kone lige sagt. Bagefter skal vi ud og gå en tur. Tak, Lene Beier.
Søren Baastrup er forfatter og freelancejournalist. Foto: Privat