Tinka og sjælens spejl
Nu skal I virkelig bære over med mig, for det har været en lidt træls uge. Jeg har både været ved tandlægen og ved den almindelige læge (altså, min praktiserende læge, men hun er egentlig ikke ret almindelig, hun synes f.eks. ikke man må få et stykke tyggegummi eller legetøj, bare fordi man er voksen) og jeg har haft ondt i maven. Det har min kone også. Altså, haft ondt i maven. Jeg mener, det skyldes noget aftensmad, hun har lavet, mens hun mener det skyldes noget juleskumslik, vi begge har spist af. Diskussionen pågår stadig, men nu har vi købt noget mere juleskum, som vores yngste søn kan give sin nisseven i skolen, og så finder vi forhåbentlig ud af, om det er det, der er noget galt med.
Hvor kom vi fra?
Nå ja, af samme grund har jeg haft mere end almindelig svært ved at koncentrere mig om at se julekalender. Og det er især gået ud over Tinka, der i forvejen er et kig ind i et foruroligende forvirrende univers. Måske fordi det er Mette Frederiksens mand, Bo, der har filmet det, men det er en konspirationsteori til en anden gang.
Men altså, så vidt jeg forstår: Tinka har fundet ud af, at hun har en søster i den virkelige verden. Hun hedder Flora og ligner hende på en prik. Hun bliver også spillet af den samme skuespiller, Josephine Højbjerg, og det er hun ret god til. Josephine har sagt i et interview, at hun pludselig fik 30 procent mere at lave, uden at få mere for det. Det kan jeg som tv-anmelder på Avisen.dk godt genkende. Hun sagde også, at arbejdet føltes som at snakke mig sig selv. Det genkender jeg også.
Flora er mere udadvendt end Tinka, hun snakker højere, har store armbevægelser og sidder med spredte ben. Med tøj på, rolig nu. Hun accepterer overraskende hurtigt, at hun er i familie med en nisse, men bevares, vi har jo også kun 24 dage til at komme igennem det hele.
De to piger finder på at bytte identitet for en stund, og det kommer der en masse sjove scener ud af. Okay, nu gætter jeg, for konens aftensmad/Menys juleskum har sendt mig på toilettet et par gange. Men jeg kunne høre resten af familien grine derudefra.
Jeg kunne også høre min kone brokke sig over det urealistiske i, at det var lyst, når Tinkas menneskevenner skulle i skole om morgenen. Hvortil min yngste søn stilfærdigt gjorde hende opmærksom på, at det næppe var det mest urealistiske i en julekalender fyldt med nisser.
Da jeg kom tilbage fra toilettet blev vi enige om ikke at drille mor mere, for hun havde ligesom allerede hørt nok for den aftensmad.
Julehjertets hemmelighed
Mælken er blevet sur, æggene er rådne og der er maddiker i kyllingen. Det lyder som Fødevarestyrelsens rapport hjemme fra Camilla Plum, men det skyldes blot, at vores hovedperson, 13-årige Karen, har lavet noget trylleri, så hun kunne få nissen Rumle at se igen. Ham, der var blevet usynlig, fordi hun var blevet voksen (det var en anden tid dengang). Trylleriet har haft uforudsete konsekvenser, og nu er der ballade på herregården.
Rumles magi er væk, og han kan ikke længere sørge for, at fødevarerne ikke mugner. Hvilket, forstår vi, er noget af et setback for en nisse. Altså, medmindre man elsker Danablu og Roquefort-ost, men det er der vist ingen der gør i denne julekalender.
Som om det ikke var nok, vil en uhyggelig skærsliber, der ligner Steen Jørgensen fra Sort Sol, dog med begge arme i behold, stjæle Karens julehjerte. Han kidnapper hende, men heldigvis bliver hun befriet af en omstrejfende dreng, der ligner Charles Chaplin som ung. Det gør alle drengene i julekalenderen indtil videre. Han spørger, om han må se Karens nisseven, men den slags betyder åbenbart noget andet end da jeg var ung, for han får ganske vist et nej, men slipper for både en lussing, et vredt opkald fra hendes mor og et forbud mod at se Knight Rider i en hel uge. Tænkt eksempel.
Herremandens datter, Marie Louise, har i øvrigt bukser på. Jeg ved godt, det lyder som om jeg er besat af unge kvinders benklæder i denne uge, men havde piger det i midten af 1800-tallet? Det har jeg tænkt mig at finde ud af til næste gang. Men først skal jeg lige en tur på toilettet.
Sandsynlighed for, at det nogensinde bliver jul: 30 procent.
Opdatering følger engang i næste uge.
PS.: Jeg ved godt, at overskriften endnu engang er lige på kanten til det acceptable. Men der var ingen, der brokkede sig over min nisse-seksualisering i sidste uge, så nu bliver jeg ved og ser, hvor det ender.
Søren Baastrup er journalist og forfatter og Avisen.dk's faste tv-anmelder Foto: Privat