Januar
Spangsberg lancerer deres nye Pyrus-flødebolle. Den er brun både udenpå og indeni.
Februar
Landstræner Kasper Hjulmand holder foredrag om, hvordan man motiverer sine medarbejdere og står sammen om fælles værdier. Sørgeligt nok er dette punkt ikke en joke. Det sker rent faktisk, den 28. februar i Aarhus og den 13. marts på Frederiksberg.
Marts
McDonald’s lancerer deres nye gourmet-burger, denne gang skabt af kogekone Camilla Plum. Burgeren indeholder bl.a. urinrester, skimmelsvamp og afføring fra små til mellemstore gnavere.
April
Dronning Margrethe fortsætter med at rydde op i titler, der alligevel ikke har hold i virkeligheden. Jacob Ellemann fratages titlen som vicestatsminister, mens Sanne Søndergaard fratages titlen som komiker.
Maj
Søren Pape Poulsen finder igen kærligheden. Denne gang er der tale om en nigeriansk mand, der står til at arve en halv milliard fra sin afdøde onkel, men blot mangler penge til en advokat.
Juni
Efter et sagsanlæg fra Dominos Pizza må McDonald’s trække deres Camilla Plum-burger tilbage. Det viser sig, at Dominos allerede for ti år siden opfandt en pizza med lignende indhold.
Juli
Roskilde Festival slår endnu et slag for inklusionen og hyrer fra nu af også bands, der identificerer sig som andre bands. Hovednavnet Robbie Williams Jam skaber feststemning foran den orange scene.
August
Før en EM-kvalifikationskamp lancerer DBU en ny landsholdstrøje. Trøjen er regnbuefarvet, vævet af sorte amerikanere på dødsgangen og påsat billeder af Nelson Mandela, David Bowie og Sofie Linde. Landsholdet undlader dog at bruge trøjen, da dommeren truer med at skælde Simon Kjær ud. – Der er trods alt grænser for, hvad man skal risikere i den gode sags tjeneste, udtaler anføreren.
For at få styr på tingene indsættes Søren Papes kæreste dagen efter som vicesportsminister.
September
Ældreminister Mette Kierkgaard bebuder, at beboere på landets plejehjem kan fra nu af kun komme i bad en gang hvert halve år – og må kun se ét afsnit af ’Sygeplejeskolen’ om måneden. Sparekravet skyldes, at den tidligere ældreminister Astrid Krag har brugt budgettet på at få taget billeder af sig selv til Facebook. For at få styr på tingene indsættes Søren Papes kæreste dagen efter som viceældreminister.
Oktober
Discovery har premiere på deres nye, afslørende dokumentar om forholdene bag skærmen på TV 2. Denne gang afsløres det, hvor stort et antal af kanalens værter, der gennem årene har haft problemer med at kende forskel på mennesker og aber.
November
Magnus Heunicke opfordrer danskerne til at få den 15. corona-vaccine. Det er den allersidste, og denne gang virker den, lover miljøministeren - den tidligere sundhedsminister. Oppositionen foreslår i stedet, at man forsker i, hvordan visse mennesker tilsyneladende ikke kan dø og straks påbegynder studier af Lise Nørgaard.
December
TV 2 aflyser i sidste øjeblik den nye julekalender med Tinka, da visse scener giver et forældet billede af, at folk med klap for øjet er onde. I stedet sendes en ny julekalender med Zenia Stampe og Greta Thunberg. Stampe genopfører krybbespillet med Josef som fødende mand, mens Thunberg forklædt som julemanden nægter at give gaver til alle huse med skorsten.
Godt nytår!
Søren Baastrup er forfatter og freelancejournalist. Foto: Privat