Kronprins Frederik blev i weekenden fanget i en snestorm i den vestgrønlandske by Kangerlussuaq.
Kronprinsen skulle kaste royal glans over de arktiske vinterlege i Nuuk, som han er protektor for, men strandede sammen med en stribe af legenes deltagere i Kangerlussuaq på grund af det hårde vejr. Der var vindstød af orkanstyrke i området, og samtidig var sigtbarheden helt nede på 300 meter.
I søndagens løb blev der dog etableret en såkaldt luftbro, der fragtede de strandede deltagere frem til Arctic Winter Games, og da Frederik omsider nåede frem, blev han modtaget med jubel som en anden rockstjerne.
Klokken 20 søndag indledtes åbningen så med hvad, der ifølge arrangørerne var et "super flot program."
- Det er jo den første meget konkrete og udadvendte begivenhed, sådan en åbningsceremoni. Så selv om Air Greenland, Arktisk Kommando og Hjemmeværnet, det meste af Kangerlussuaq og hundredevis af frivillige sammen med AWG-sekretariatet allerede har været i sving i døgndrift i flere dage, så giver arrangementet i aften for alvor følelsen af, at nu er vi rigtig i gang. Det er dejligt, sagde Maliina Abelsen, General Manager for legene.

Mon ikke jubelen var høj, da Frederik skridtede banen af? Foto: Ulrik Bang/Scanpix

Stemningen så bestemt ikke ud til at fejle noget. Foto: Ulrik Bang/Scanpix