Mens jyderne har overstået de værste mængder vand fra de tidlige morgentimers skybrudslignende regnskyl, er det nu københavnerne, der skal berede sig på vandmasserne.
Det voldsomme regnvejr vil nemlig ramme lige oven i den trængte københavnske morgentrafik, fortæller Jens Ringgård Christiansen fra TV2 Vejret:
- Det løber ind over Sjælland nu her og inden for den næste time kommer det til at gå meget ud over københavnstrafikken. Det vil nok vare en times tid, og så er det overstået.
- Når klokken nærmer sig 10, vil det formentlig være overstået i hele landet, siger han.
Og selvom der officielt endnu ikke har været målt et egentligt skybrud, som defineres ved 15 millimeter regn på en halv time, har man flere steder i Jylland været særdeles tæt på.
- Af de officielle målinger har jeg endnu ikke set det, men vi har været utrolig tæt på. Vi har dog set nedbørstal og uofficielle målinger, der helt klart indikerer, at der har været tale om skybrud.
- En station i Esbjerg har eksempelvis uofficielt målt 48 millimeter regn. Der har også været meget regn på Aarhus-kanten, hvor jeg har hørt meldinger om, at der har været lokale oversvømmelser, siger han.
Og risikoen for, at københavnerne får et vaskeægte skybrud, er klart til stede, vurderer Jens Ringgård Christiansen.
- Det kan bestemt nås endnu, så kælderfolket kan godt være lidt nervøse. Skybruddet er mere almindeligt defineret ud fra, at kloaknettet ikke kan følge med, og så er det jo, at kældre er meget udsatte, siger han.