Vi kan allerede køre med klimavenlige biler, spise klimavenlig mad og rejse klimavenligt - og nu kan du også dyrke 'grøn' sex med din kæreste.
De første CO2-neutrale kondomer er nemlig kommet på gaden.
De er fairtrade og bliver solgt hos Aidsfondet under det kække navn Lümmeltüten.
"Det er bestemt nogle af vores bestsellere i butikken," siger Farnaz Rasoulinia, projektkoordinator i Aidsfondet.
Det er især en bestemt type danskerne, der har taget den grønne prævention til sig, fortæller hun.
"Det er dem, der godt kan lide økologi og fairtrade. Samtidig går de op i, at der ikke skal være børnearbejde bag produkterne. Det er dem, der godt vil betale lidt ekstra for kondomet, og så have god samvittighed, når de så skal bruge det," siger hun.
Kondomerne koster 20 kroner for tre styk. Men så kan man også få dem med både passionsfrugtsmag, dupper, ribber og meget andet.