Knaldrøde jordbær, et lyserødt underlag med fire buttede fødder under et babyblåt tæppe. Er det maskulinitet for dig?
Det var det ikke for Mette Blomsterberg og co. i onsdagens afsnit af 'Den store bagedyst'. Her kvitterede dommerne Gunnar Reinhardts fortolkning af en 'mandekage' med en billet hjem, selvom han tidligere havde klaret den hemmelige udfordring bedst.
De fleste af kagerne var udformet som strippere eller pistoler, og dem syntes dommerne altså osede mere af mandehørm. Mette Blomsterberg kaldte blandt andet Gunnar Reinhardts kage for en "dåbskage".
Gunnar Reinhardt polterabendkage
Dette var kagen, som dommerne ikke mente osede nok af mandehørm. Foto: DR presse.
Seerne: En stor omgang sexisme
Der gik ikke lang tid fra Gunnar Reinhardt blev ekspederet ud af DR's succesprogram, til kendte danske meningsdannere ilede til hans forsvar. Tidligere vært på DR-programmet TV!TV!TV!, Ane Cortzen, var en af de første til at gribe til tasterne.
Også direktøren for Kvinfo, Nina Groes, mener, at dommen over Gunnar Reinhardts kage var et resultat af en forældet sexisme.
Selv på Christiansborg fik Gunnar Reinhardts exit folk til tasterne.
Chefredaktør for Berlingske, Tom Jensen, forudså allerede med det samme, hvilken "shitstorm" gårsdagens afsnit af 'Den store bagedyst' ville ende med, da han sad med aftenkaffen.
DR: Gunnar løst bare ikke opgaven
Efter kritikken kommenterede DR's programchef, Søren Baunsgaard, sagen på DR's Facebookprofil. Her påpegede han, at Gunnar Reinhardts kage simpelthen ikke passede til temaet.
- Vi har haft mange forskellige emner - og mange af dem har en ret traditionel fortolkning. Vi har for eksempel haft romantik i mange forskellige afskygninger - og vi har arbejdet med skovtur, halloween og mange andre afgrænsede og klassisk fortolkninger af temaer. Hver gang har vi arbejdet med en præcis fortolkning af emnet over for deltagerne - og således også i aftenens tema, mandehørm, skriver Søren Baunsgaard.
DR understreger desuden, at valget af tema ikke havde til hensigt at støde nogen. Det beklager DR.
- Det er ikke et tema, vi har valgt med anden bagtanke, end at det kan give nogle nye rammer at bedrive bagværk inden for. Med en relativ klassisk fortolkning af dét tema, har vi bedt bagerne løse aftenens udfordringer. Det gør et stort indtryk på os, at så mange af jer reagerer på temaet. Det har ikke på nogen måde været vores intention at støde eller skabe skel. Vi beklager, at det er dét, der er sket - og en anden gang vil vi sikkert angribe sådan et tema anderledes og sikre en større nuancering..., skriver Søren Baunsgaard på Facebook.
Alligevel slår han fast, at det var helt korrekt at smide Gunnar Reinhardt hjem.
- Rigtig ofte bliver dommerne sat i en situation, hvor de skal vurdere fortolkningerne - uanset om temaet er romantik eller mandehørm. Sådan var det også i aftenens program. Dommernes bedømmelse - samlet over de tre udfordringer - var, at Gunnar var den der skulle forlade konkurrencen i dag. Også selv om han klarede den hemmelige udfordring bedst, skriver Søren Baunsgaard.