Lørdag den 13. juni kunne prins Carl Philip og Sofia Hellqvist endelig give hinanden deres livs ja.
Parret fejrede kærligheden ved deres eventyrbryllup, som har gjort et kæmpe indtryk hos den 36-årige prins og hans 30-årige prinsesse.
Det udtrykker det nygifte prinsepar i et opslag på det svenske kongehus' officielle Facebook-profil.
- Vi er dybt berørte over alle lykønskninger og den kærlighed, som vi oplevede til vores bryllupsdag. Den glæde, som I viste, betyder meget for os. Et smukt minde, som vi altid vil bære med os, takker parret på et romantisk foto og underskriver sig prins Carl Philip og prinsesse Sofia.
Det svenske kongehus har netop også offentliggjort fem officielle bryllupsbilleder af parret. Her er billeder af det nygifte prinsepar, billeder med deres brudepiger, søskende og forældre samt et fællesfoto med den nærmeste familie, hvor blandt andet dronning Margrethe og kronprinsparret er på.
Ligesom den nye prinsesses baggrund er utraditionel som tidligere reality-deltager og glamour-model, var deres bryllup heller ikke klassisk kongeligt.
Parret blev klappet ud af kirken til gospelmusik, og musik fyldte en stor del af bryllupsfesten. Da middagen sluttede klokken 23, blev der fyret op for dansegulvet, hvor elektro-duoen Icona Pop og den verdenskendte svenske dj Avicii spillede op for gæsterne.
Festen varede natten lang, og først klokken 05.35 spottede den svenske avis Expressen 69-årige kong Carl Gustaf og 71-årige dronning Silvia forlade bryllupsfesten.
Til festen fik prins Carl Philip stående bidrag, da han beskrev kærligheden til sin prinsesse.
- Hver gang, vi valgte at være fra hinanden, så blev mit hjerte tomt. Men i dag beviste vi, at kærlighed kan overvinde alt. Det eneste, der overgår din ydre skønhed, er din indre skønhed.
Læs Facebook-opslaget her
Og se bryllupsbillederne her
/ritzau/FOKUS