I en helt ny selvbiografi, folder Manu Sareen historier ud fra sit liv.
Han husker helt tilbage til 1971, hvor han som 3-årig kom til Danmark og underholder med anekdoter fra sin opvækst i en indisk familie på Bryggen i København.
Desværre må hukommelsen have svigtet den tidligere tidligere minister for børn, ligestilling, integration og sociale forhold.
For Politiken har opdaget en pinlig fejl i Manu Sareens historie.
I begyndelsen af bogen fortæller han, hvordan han som 21-årig var på dannelsesrejse i Indien for at finde sine rødder.
Hans farmor havde gode forbindelser til Gandhi-familien. Og det fik han bekræftet, da han var til et bryllup med sin farmor:
"Og så, pludselig ud af ingenting, kom selveste Indira Gandhi frem og hilste på min farmor. Tiden gik i stå. Jeg stod bare i hjørnet og var fuldstændig starstruck", skriver han i selvbiografien.
Men hvem Manu Sareen rent faktisk så, er lidt af et mysterium. For den tidligere indiske premiereminister Indira Gandhi blev myrdet i 1984 – det år, hvor Manu Sareen gik ud af folkeskolen.
Senere i bogen nævner Manu Sareen igen sit møde med "selveste Indira Gandhi".
Indrømmer fejlen
Efter det er kommet frem, at det ikke er hver en linje i Manu Sareens selvbiografi, der er den nøjagtige gengivelse af sandheden, beklager han selv fejlen på Facebook.
Han forsikrer dog, at oplevelsen ikke er grebet ud af det blå.
"Min hukommelse har svigtet. Det var på en tidligere rejse, at vi mødte Indira Gandhi, en rejse vi foretog, da jeg gik i folkeskole", skriver han.
Ærgerligt. Jeg har begået en irriterende fejl i min nye selvbiografi. Jeg skriver nemlig, at jeg og min farmor mødte...
Opslået af Manu Sareen på 16. november 2015
Det er ikke første gang, Manu Sareen får kritik i forbindelse med en bogudgivelse.
Manu Sareen fik aldrig sendt så mange penge afsted til et indisk børnehjem, som han lovede i forbindelse med salget af sin børnebog.