Da dronning Anne-Marie af Grækenland forleden var tilstede, da hendes søster dronning Margrethe havde budt hele familien med til en forestilling af balletten "Nøddeknækkeren", var det uden hendes mand kong Konstantin.
Det skriver Billed-Bladet.
Kong Konstantin har netop været indlagt på hospitalet i Athen, hvor han fik foretaget en række undersøgelser.
Ifølge Billed-Bladet meddeler kongens kommunikationskontor, at indlæggelsen var udramatisk, og at kong Konstantin igen er hjemme og har det fint.
I 2009 gennemgik kong Konstantin en større hjerteoperation. I London fik han indopereret en ny hjerteklap og foretaget en bypassoperation .
Ifølge Billed-Bladet har kongens ben de senere år givet den nu 76-årige Konstantin kvaler. Han ses ofte med stok.

Her ses kong Konstantin - med stok - og dronning Anne-Marie på Fredensborg Slot i anledning af Dronning Margrethes 75 års fødselsdag 16. april 2015. Foto: Thomas Lekfeldt/Scanpix/arkiv