EU afgjorde det allerede i 2009, og nu har statens kammeradvokat også slået det fast:
Har du været syg i din ferie, har du ret til erstatningsferie.
Problemet er bare, at du bliver nødt til at gå omkring domstolene for at få din ret, hvis din arbejdsgiver ikke vil høre på dig. Regeringen afviser stadig at præcisere den danske ferielov.
Beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) venter, som Avisen.dk tidligere har skrevet, på afgørelsen af flere retssager, før hun vil ændre loven.
Forarget SF'er
Men retssagerne trækker ud, og det er dybt urimeligt over for lønmodtagerne, mener S og SF, som kræver loven ændret nu.
"Jeg er så forarget over, at man forsøger at holde en rettighed skjult over for de ansatte. Det er jo nærmest at snyde dem. Det skal laves om omgående. Det kan ikke passe, at de skal vente i årevis," siger SF's arbejdsmarkedsordfører, Eigil Andersen.
Samme toner lyder fra Socialdemokraterne.
"Hvis vi får en ny regering, vil det her være noget, som vi vil kigge på hurtigt. Når EU fastslår, at lønmodtagerne har en ret, skal de selvfølgelig have den," siger Leif Lahn Jensen, der er næstformand i Folketingets arbejdsmarkedsudvalg.
Vigtig forskel
Statens kammeradvokat har netop givet et svar om ferieloven, fordi CO-industri har lagt sag an mod Beskæftigelsesministeriet for ikke at leve op til EU-bestemmelserne.
CO-industri er en sammenslutning af fagforeningerne i industrien og organiserer langt de fleste industriansatte i Danmark.
Den danske ferielov nævner kun, at man har ret til erstatningsferie, hvis man bliver syg, inden man begynder på sin ferie. Men EU-dommen fra 2009 fastslog, at man altså også har ret til erstatningsferie, hvis man bliver syg i sin ferie.
Skal følge EU-loven
CO-industri mener, at Beskæftigelsesministeriet har et ansvar for alle dem, der i de forløbne to år er blevet snydt for ny ferie, men det afviser Kammeradvokaten.
Det er ifølge Kammeradvokaten helt unødvendigt at præcisere loven, for de danske domstole skal dømme i overensstemmelse med EU-direktivet. Med andre ord: Er der problemer med at få sin ret, er det bare at gå rettens vej.
Lovjungle for ansatte
I CO-industri er organisationssekretær Arne Sørensen forarget over, at regeringen gør det svært for lønmodtagerne at få deres ret.
Han mener, at det selvfølgelig skal fremgå klart af den danske ferielov, hvordan rettighederne er, så både ansatte og arbejdsgivere kender dem.
"Det kan jo ikke passe, at man som lønmodtager skal have styr på både den danske lov og EU-direktiverne for at få sin ret. Når EU dømmer til fordel for arbejdsgiverne, kan regeringen godt præcisere loven hurtigt, sådan som det fx skete med eksklusivaftalerne."
"Men når de ansatte har nogle rettigheder, skal det åbenbart holdes hemmeligt," tilføjer han.
S og SF mener, at det vil være rimeligt over for alle at få indarbejdet EU-direktivet direkte i den danske lovgivning.
Gå i retten via fagforeningen
"CO-industri har ret i, at lønmodtagerne selvfølgelig ikke skal ud og finde EU-love eller tage sager i retten for at få, hvad de har krav på. Det skal fremgå klart af den danske lov," siger Eigil Andersen.
Samtidig peger S og SF på, at arbejdsgiverne også har et behov for at kunne se, hvornår en lønmodtager skal have ret til erstatningsferie, på hvilke betingelser, og hvornår sådan et ønske kan afvises. Det kræver en lovændring, hvor de betingelser er lagt fast.
Men indtil den danske lov er ændret, opfordrer CO-industri lønmodtagerne at tage sagen op gennem deres fagforening, hvis de mener at have ret til erstatningsferie.
• Flere fagforbund er på vej med retssager, hvor de mener, at ansatte er blevet snydt for ny ferie efter at have været syge i ferien.
• Beskæftigelsesministeriets egne embedsmænd har vurderet, at den danske lov skal ændres for at leve op til EU-direktivet.
• Arbejdsgiverne mener, at EU-direktivet er uklart, og at det vil blive for dyrt, hvis ansatte skal have ret til erstatningsferie.
• Det er usikkert, hvor mange danske lønmodtagere, der er gået glip af erstatningsferie de seneste to år. Beskæftigelsesministeriet afviser at have et ansvar over for dem.