Nu kan det betale sig at arbejde. Sådan lød det, da regeringen indførte kontanthjælpsloftet og 225-timersreglen sidste år.
Men hvor vidt kontanthjælpsloftet betaler sig i forhold til at få folk i arbejde, kan man kun gisne om. Der findes nemlig ingen data eller tal på, hvor mange der rent faktisk er kommet i arbejde på grund af kontanthjælpsloftet eller 225-timersreglen.
Sådan lyder det fra beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) i et svar til Beskæftigelsesudvalget.
- Det er ikke muligt at identificere, hvor mange, der er afgået fra kontanthjælpssystemet, som en konsekvens af reformen og hvor mange, der er afgået af andre årsager. Der findes således ikke data for, hvordan udviklingen på området ville have været, hvis Jobreformen ikke var blevet indført, skriver Troels Lund Poulsen i sit svar.
EL: Ministeren må klappe gællerne i
Beskæftigelsesordfører Finn Sørensen (EL) er overrasket over den klare indrømmelse fra Troels Lund Poulsen.
- Nu må ministeren klappe gællerne i med den påstand han rejser rundt med om, at kontanthjælpsloftet og 225-timersreglen fører til, at flere kontanthjælpsmodtagere kommer i arbejde. Det kan han ikke påstå, når der ikke findes nogen tal til at dokumentere det, siger Finn Sørensen.
Regeringen er kendt for sit mantra om, at det skal betale sig at arbejde. Senest i en pressemeddelelse fra 3. oktober i år skriver regeringen, at antallet af personer i kontanthjælpssystemet fortsætter med at falde. Det tilskriver Troels Lund Poulsen blandt andet konjunkturerne, men også kontanthjælpsloftet:
"[...] Men jeg heller ikke i tvivl om, at regeringens tiltag på kontanthjælpsområdet har påvirket udviklingen. Det er afgørende, at det kan betale sig at arbejde, hvis vi skal have flere ind på arbejdsmarkedet, og det har regeringen sikret ved at indføre både integrationsydelse, kontanthjælpsloft og 225-timersregel," siger beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen.
Men den sammenhæng har ministeren intet grundlag for at drage, når der ikke findes nogen tal for det, mener Finn Sørensen.
- Det er varm luft hele vejen igennem. De hylder det gamle princip om, at hvis man gentager en løgn tilstrækkeligt mange gange, så vil den til sidst blive til sandhed. Medierne er også hoppet med på den, siger Finn Sørensen.
Redaktionen arbejder på at få en kommentar fra beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen.