Dette er en klumme og udtryk for skribentens holdning
Efter at have været i kontanthjælpssystemet desværre en del år snart, er det mit indtryk, at rigtig mange af os langtidsledige er arbejdsløse, fordi vi har større eller mindre fysiske eller psykiske udfordringer. Det er bare ikke sygdom eller handikap, der er slemt nok til at berettige til førtidspension.
En af mine egne skavanker er, at jeg har en dårlig ankel, hvorved jeg nok kan kaldes dårligt gående, og jeg er virkelig blevet overrasket over, hvor mange arbejdsgivere, der ikke vil have en som mig, der er lidt udfordret på fysikken. Jeg har f.eks. fået afslag på et job, hvor jeg skulle samle elektronik og som sekretær på et covid-19 testcenter med direkte henvisning til, at de kun ville have folk, der kunne være på benene hele dagen, selvom en hel del af arbejdet realistisk set må kunne foregå siddende.
Min påstand er derfor at vi kunne øge arbejdsudbuddet ved at gøre vores arbejdsmarked mere rummeligt over for folk, der har helbredsmæssige udfordringer. Måske kan vi ikke arbejde fuld tid eller levere 100% samme indsats som en yngre rask person, men vi kan måske arbejde: halv tid, 5 timer om ugen eller yde 80% af den arbejdsintensitet som en ung rask person kan gøre, og det vil alt sammen løbe op til en hel del arbejdstimer.
Nu vil jeg ikke lægge hele ansvaret på kræsne arbejdsgivere, der rynker på næsen af medarbejdere, der ikke er i god fysisk form eller som af en eller anden grund ikke er psykisk robuste nok til at klare et stressende arbejdsmiljø. En del af ansvaret ligger også hos kommunerne, fordi de er meget tilbageholdende med at bevilge engangsydelser til hjælpemidler til syge borgere, der som følge af arbejdsløshed ikke har råd til at købe dem selv.
I min egen sag har jeg fået afslag på støtte til et par gængesko. Det er fabriksfremstillet semiortopædisk fodtøj som ortopædkirurgen mente kunne være med til at afhjælpe mit gangbesvær. En bekendt måtte sige nej til et job hos et større velrenommeret dansk firma, fordi det tog for lang tid at få behandlet en ansøgning om støtte til ortopædisk fodtøj efter amputation af en tå.
Altså bliver mange syge ledige fastholdt i en situation, hvor de ikke kan arbejde, fordi kommunerne ikke kan eller vil bruge ressourcer på hjælpemidler eller andre sundhedsmæssige indsatser, der kunne få folk tilbage i arbejde. Hvad det ortopædiske fodtøj angår, er det en investering på nogle få tusinde kroner per borger, der kunne forvandle en person på offentlig forsørgelse til netto-skatteyder.
Et andet eksempel er en af mine gode kammerater, der er førtidspensionist. Han er også dårligt gående blandt andet efter at have fået ny hofte. Han kan til gengæld godt lide at køre bil og ville gerne påtage sig chaufførjob på deltid. Han har undret sig over, hvorfor han aldrig får nogen arbejdstilbud som førtidspensionist, han må jo gerne arbejde et vist antal timer om ugen uden at blive modregnet.
Spørgsmålet er selvfølgelig om det vil batte noget, at få flere borgere med diverse skavanker i arbejde? Hvis vi har rundt regnet 200.000 førtidspensionister i Danmark og man kan få 10% af dem til at levere 5 arbejdstimer om ugen, så vil det bidrage til arbejdsudbuddet med noget, der svaret til 2.700 fuldtidsstillinger.
På samme måde har vi ca. 40.000 kontanthjælpsmodtagere i Danmark, og hvis vi forestiller os at 25% af dem kunne komme i deltidsbeskæftigelse med 20 timer per uge, så vil det bidrage til arbejdsudbuddet med 5.400 fuldtidsstillinger.
Hvis vi lægger de to tal sammen. Et bidrag på 2.700 fuldtidsstillinger fra førtidspensionisterne og 5.400 fuldtidsstillinger fra kontanthjælpsmodtagerne, så bliver det i alt til et øget arbejdsudbud på 8.100 fuldtidsstillinger. Altså 100 mere end de 8.000 fuldtidsstillinger regeringen mener at kunne øge arbejdsudbuddet med ved at afskaffe Store Bededag.
Nu har der snart i mange år været mere eller mindre fri jagt på syge ledige. Ikke engang på hospitalerne har man kunne få fred fra Jobcentrene, og når man kom hjem, blev man mistænkeliggjort og nedgjort som en asocial og doven person, der ikke gad arbejde. Nu skal jobcentrene heldigvis nedlægges, og hvis samfundet vælger at tage skeen i den anden hånd og betragte de syge ledige som en ressource i stedet for et problem, så vil det være en fordel for alle parter.
Med et mere rummeligt arbejdsmarked og en begrænset investering fra stat og kommuner i at få flere syge ledige tilbage i arbejde, så vil danskerne kunne bevare Store Bededag som helligdag, og mange hårdtarbejdende danskere vil fortsat kunne nyde en velfortjent fridag, hvor de kan gå til planlagte konfirmationer eller nyde varme hveder med deres familier.
Morten A. Larsen er sygemeldt kontanthjælpsmodtager Foto: Privat