Da kvindernes håndbold-EM i Sverige blev fløjtet i gang, var det med den nye generation af kongelige svenske familiemedlemmer på lægterne. Det skriver Billed Bladet.
I kæmpe-hallen Hovet i Stockholm sad nemlig prinsesse Estelle på fire år sammen med sin far, prins Daniel, som jo kan blive Sveriges svar på prins Henrik. Prins Daniel er gift med tronarvingen kronprinsesse Victoria.
Det er ikke første gang, at Estelle er med farmand til sport, skriver Billed Bladet.
Hun har både været tilskuer til tennis- og ishockeylandskampe.
Med til historien hører også, at Sverige åbnede EM med en sejr over Spanien efter en vild slutspurt.
Prinsesse Estelle fik dog ikke hele kampen med. Undervejs faldt hun i søvn med hovedet på prins Daniels lår.