"Praktik er røv og nøgler - ærlig talt!"
Se her, hvad de arbejdsløse mener om virksomhedspraktik.
Søren Elkrog Friis
Se her, hvad de arbejdsløse mener om virksomhedspraktik.
Penille Fafft, 45 år og fra Greve, 15 års erfaring som socialrådgiver, ledig siden 1. januar: "Praktik er røv og nøgler - ærlig talt. Alle de ledige er enige om, at virksomhedspraktik ikke fører til job. Jeg er dybt chokeret over at finde ud at, at den anden aktør tjener penge på at sende os i praktik, og at vi ikke er registreret som arbejdsløse, så længe praktikken varer. Det er jo latterligt. Jeg er jo ikke mindre arbejdsløs af den grund. Jeg har været i praktik i en tøjbutik, og det stank langt væk af gratis arbejdskraft. Der var fra starten af den her nedladende attitude, og mit arbejde bestod primært i at vaske gulv, støvsuge, pudsespejle og pakke tøj ud. Kort sagt alt det kedelige, som de ikke gad selv. Da jeg forhørte mig om muligheden for et fast job eller løntilskud, var de fuldstændig afvisende. Den slags misbrug ved jeg, at der er rigtig meget af." Foto: Privat
Michelle Wind, 28 år og fra Esbjerg, ufaglært og on-off arbejdsløs gennem ti år: "Du føler dig misbrugt, når det viser sig, at arbejdsgiveren fra starten har vidst, at der ikke er en chance for at blive ansat eller komme i løntilskud. Jeg har været i praktik to gange i løbet af de sidste to år. Først i en tøjbutik. Det var ren udnyttelse. Så i en ungdomsklub. Det var rigtig fedt, og jeg fandt ud af, at jeg vil være pædagog eller pædagogassistent. Men de havde kun råd til at hyre mig som vikar bagefter, og så skal lønnen modregnes i min kontanthjælp. Det er fint at få prøvet sig selv af, men det føles altså helt hen i vejret, hvis det ikke fører til noget. Jeg ved godt, at politikerne tror, at det fører til mere vækst, men de fleste ledige føler, at det er noget, de får trukket ned over hovedet." Foto: Privat
Niels Gjørup, 50 år fra København, Ph.d. i fysisk og systemudvikler i IT-branchen, arbejdsløs i halvandet år: "Jeg tror ikke, at praktik virker. Jeg har ikke selv prøvet det, men anden aktør er meget fokuseret på det i øjeblikket. Det kommer bag på rigtig mange af de nye ledige. Men det er jo ingen hemmelighed, at staten synes, det er en rigtig god ide. Løntilskud er helt sikkert bedre, men det er svært at få fingre i, så jeg tror, at virksomhedspraktik er en erstatning i mangel af bedre." Foto: Søren Elkrog Friis
Channie Andersen, 36 år fra København, smørrebrødsjomfru og kontoruddannet, arbejdsløs i over tre år: "Praktik fører ikke til noget, det er alle ledige enige om. Nu har jeg selv prøvet det to gange uden held. Begge gange i levnedsmiddelvirksomheder. Ingen af dem havde mulighed for at lade mig fortsætte i løntilskud - og så føles de fire uger ærligt talt lidt spildt. De fleste af os vil jo bare gerne have et ordinært arbejde. Praktikken føles mere som et formkrav. Og vi ved jo godt, at anden aktør tjener penge på praktik, selv om det ikke er noget, de reklamerer med." Foto: Søren Elkrog Friis
Lene Andersen, 58 år, København. Har været arbejdsløs i halvandet år: "Der er kommet rigtig meget fokus på praktik hos anden aktør. Selv har jeg kun prøvet løntilskud i et halvt år, men det førte desværre ikke til noget. Men i løntilskud får man i det mindste rigtig løn, det gør du jo altså ikke i praktik. Jeg tror, det er derfor, folk er så trætte af det. Og fordi de er forpligtet til at søge job samtidig. Den største værdi er vel, at man kan skrive det på CV'et." Foto: Søren Elkrog Friis