Tv-værten Sisse Fisker har i den grad kæmpet med helbredet.
I 2016 gennemgik hun en omfattende rygoperation for at få bugt med flere års kroniske rygsmerter.
Men den populære tv-vært lider også af en kronisk stofskiftesygdom kaldet hashimotos thyreoiditis. Det fortæller Sisse Fisker selv på sin Instagram-profil.
"Jeg er glad. Efterårsferien begynder forrygende. Har lige været på Riget og fået gode nyheder. De vil ikke se mig og min Hashimoto mere. Det er ikke en japansk ven, men en kronisk autoimmun sygdom, som jeg nu fremadrettet selv kan styre med daglig medicinering og tjek hos egen læge. Skønt!" lyder det fra Sisse Fisker.
Hashimotos thyreoiditis er en sygdom, der som oftest rammer kvinder. Et af syptomerne er nedsat fertilitet. Og netop det, har Sisse Fisker også oplevet, skriver hun i en mail til Ekstra Bladet.
"Jeg løb en del Marathon løb i den periode, hvor jeg fandt ud af, at jeg led af hashimotos thyreoiditis. Jeg var træt og tog på I vægt, selvom jeg trænede konstant. Desuden kæmpede jeg forgæves med at blive gravid. Men da først min læge fandt ud af, at mit stofskifte var alt for lavt, og at indholdet af antistoffer i mit blod var alt alt for højt, så fik jeg medicin og fik det bedre. Og blev gravid!" lyder det i svaret fra Sisse Fisker.
Sisse Fisker danner par med Sune Mogensen og sammen har de to drenge. I 2014 startede hun SMILfonden efter hun havde været indlagt med begge sine drenge, da de som små blev opereret for lyskebrok.