Konkurrencen imellem TV 2 og DR er benhård.
Værter skifter i et væk fra den ene tv-station og til den anden.
Det vækker opsigt, at TV 2's helt store nyheds-ansigt Johannes Langkilde forlader tv-stationen med hovedsæde i Odense.
I et interview i Billed-Bladet afslører den 35-årige tv-vært, hvorfor han skifter til konkurrenten.
- Der var ikke tvivl i mit sind et sekund, og dermed er det også den rigtige beslutning. Det er en drøm, jeg har haft i mange år. For mig er det det eneste rigtige job, siger Johannes Langkilde til Billed-Bladet om, hvorfor han har sagt ja til at blive USA-korrespondent for DR.
- Jeg har været på TV 2 i 12 år og heraf syv som vært. Jeg har prøvet stort set alt, hvad der er at prøve, og kunne sagtens have valgt at blive ved, siger han og forklarer, at han havde brug for at prøve noget helt nyt.
Når turen den 1. august går til USA, sker det sammen med konen Sisse og de to børn Andreas på fire år og Emilie på to år. Og så kommer hunden Whisky også med.
Huset i Lyngby lejes ud i foreløbig to år, så når familien er hjemme i Danmark, bor de i sommerhuset.
Kilde: Billed-Bladet