Sidste gang nogen så den 45-årige Lars Hjulmand var fredag 2. december klokken 13.20.
Det blev han set i Dronningensgade i Randers.
Og selv om politiet har offentliggjort et overvågningsbillede af Lars Hjulmand på cykel, iklædt både en karakteristisk cykelhjelm og jakke, så har der ikke været nogen henvendelser fra offentligheden.
Det skriver Randers Amtsavis.
Fredag indstillede Østjyllands Politi eftersøgningen af Lars Hjulmand, som er senhjerneskadet og afhængig af medicin for den epilepsi, han lider af.

Lars Hjulmand kører på en Centurion, model 2015 Image. Cyklen er mat-sort og har otte gear. Den er monteret med for-og bagskærme. Foto: Østjyllands Politi
Men familien fortsætter eftersøgningen sammen med frivillige fra Missing People. Det fortæller Lars Hjulmands bror, Anders Hjulmand, som også siger til avisen, at de mangler at lede i blandt andet kolonihaven Romaltparken.
- Det ligger jo faktisk ikke så langt væk fra Tronholmen, så der vil vi gerne have kigget efter ude. Og så har Missing People også et ønske om at få afsøgt havnen med dykkere ude ved den lille havn for enden af Tronholmen. Der er mange skygger i vandet, har sonarsøgningen afsløret. Og det skal vi bruge erhvervsdykkere til, så sådan nogle leder vi efter, siger Anders Hjulmand til Randers Amtsavis.
Anders Hjulmand vil lave plakater med billede af broderen, så folk, der måske ikke har set tv eller læst aviser, kan se, at han er efterlyst.
- Det er jo meget mærkeligt, at ingen har set ham eller cyklen efter fredag 2. december klokken 15.39, siger Anders Hjulmand til Randers Amtsavis.
Har du oplysninger om Lars Hjulmand, så kontakt politiet på 114.