En 19-årig kvinde blev i weekenden udsat for en chokerende hændelse, da hun natten mellem lørdag og søndag på Friheden Station i København blev overfaldet og slået af en mand.
Københavns Vestegns Politi efterlyser manden, der blev fanget af stationens overvågningskamera. Politiet har i dag offentliggjort fotoet i håb om, at det kan føre til afsløringen af gerningsmandens identitet.
Overfaldet fandt sted natten til søndag omkring klokken 03.06. Kvinden kom med toget og stod af på Friheden Station, hvor hun blev overfaldet og slået af manden, der befandt sig på perronen.
Muligvis voldtægtsforsøg
Ifølge ekstrabladet.dk kan man på overvågningsvideoen se manden vælte kvinden omkuld og sætte sig overskrævs på hende. Politiet kan overfor ekstrabladet.dk ikke afvise, at der kan være tale om et voldtægtsforsøg.
Kvinden råbte op, da hun blev overfaldet - og politiet mener, at det var medvirkende til, at gerningsmanden opgav sit forehavende og stak af.
Kvinden kom ikke fysisk til skade, men er ifølge ekstrabladet.dk meget psykisk påvirket af episoden.
Københavns Vestegns Politi modtager gerne oplysninger fra vidner eller andre i sagen, der har oplysninger om mandens identitet. Henvendelse døgnet rundt på telefon 43861448/114.

Foto: Københavns Vestegns Politi
Cirka 175-185 centimeter høj, kraftig af bygning med kort, lyst hår.
Var iført sort dunjakke med logo på ryggen, lyseblå jeans samt mørkebrune, lave støvler med hvid kant.