Berørte politifolk kunne søndag eftermiddag overbringe offentligheden nyheden om, at 13-årig pige, der havde været forsvundet siden lørdag, var fundet i live.
En 32-årig mand er anholdt i sagen og blev mandag fremstillet i grundlovsforhør.
Nedenfor kan du læse, hvad vi mandag ved efter retsmødet, og hvad vi mangler svar på i sagen.
- Det ved vi:
* Den 13-årige pige forsvandt lørdag, efter at hun havde delt aviser ud i Kirkerup syd for Slagelse.
* Pigen færdiggjorde sin avisrute lørdag klokken 11.30, og samme tidspunkt ringede hun til papfaren og sagde, at hun var på vej hjem.
* Derefter hørte familien ikke fra hende.
* Familien fandt efterfølgende ifølge papfaren den 13-åriges cykel, taske og telefon i vejkanten.
* Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi efterlyste pigen med navn og billede lørdag kort før klokken 16.00.
* Søndag morgen havde politiet modtaget op mod 600 henvendelser fra borgere, der havde videooptagelser og andre oplysninger i sagen.
* Søndag formiddag udtalte politiinspektør Kim Kliver, Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, at man arbejdede ud fra en teori om, at der var sket en kriminel handling.
* Den 13-årige pige blev fundet på en adresse ved Korsør klokken 14.48 søndag eftermiddag, og samtidig blev en 32-årig mand anholdt. Politiet var søndag til stede på adressen.
* Politiet har ikke oplyst nærmere om den 13-åriges tilstand, kun at hun var ved bevidsthed.
* Søndag aften kom hun med sin familie hjem. Hendes mor har skrevet, at pigen "har det o.k. efter omstændighederne".
* Den 32-årige mand fremstilles i grundlovsforhør mandag klokken 11 ved Retten i Næstved.
* Her blev han sigtet for langvarig frihedsberøvelse fra lørdag klokken 11.43 og frem til søndag eftermiddag. Ifølge sigtelsen var hun først tilbageholdt på en adresse i Sorø og senere på adressen ved Korsør.
* Den 32-årige sigtes også for voldtægt. Han erkender delvist sigtelsen.
* Dørene ved grundlovsforhøret blev lukket, så mandens forklaring og politiets beviser hemmeligholdes.
* Retsmødet endte med, at manden blev varetægtsfængslet til foreløbig 11. maj. Her vil en dommer på ny skulle tage stilling til, om han fortsat skal fængsles.
* Den 32-årige er beskyttet af et navneforbud.
- Det mangler vi svar på:
* Mener politiet, at manden har ageret alene, eller at der har været medgerningsmænd?
* Er der en relation mellem den 32-årige og pigen - og hvad er den i så fald?
* Hvad er mandens forklaring i sagen om den 13-årige piges forsvinden?
* Hvilke beviser har politiet mod manden på nuværende tidspunkt?
Kilder: Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, morens facebookopslag, TV 2.
/ritzau/