Du har lavet en gryderet med ris til familien, og der er masser af rester tilbage. Så hvorfor ikke stille maden i køleskabet og varme den op igen næste dag?
Sådan tænker rigtigt mange mennesker, men du kan give dig selv en ordentligt madforgiftning på den måde, advarer lektor Preben Vestergaard Hansen fra Professionshøjskolen Metropol i MetroXpress.
Kødretten kan du sagtens køle ned og varme op igen, men risene skal du smide ud.
Tørre ris indeholder nemlig nogle særlige sporer, som udvikler sig til bakterien B. cereus, når risene koges og køles ned igen, forklarer lektoren. Spiser du de genopvarmede ris, risikerer du at blive syg med opkast og madforgiftning en til fem timer senere.