- Synes sgu du går langt over stregen med det her Omar. Jeg er kæmpe fan af dig ellers, men at sammenligne Lars Løkke Rasmussen og Søren Pind med nazister er på ingen måde i orden.
Sådan skriver facebookbrugeren Kathrine i en kommentar til et fotomanipuleret billede af Venstres formand, Lars Løkke, med 'hitler-overskæg', noget, der ligner fadøls-skum i mundvigen og med teksten 'Jeg har endelig fået nazist meget styr på mine bilag - Tak Nazi omar'. På billedet, der fremstår som en valgplakat, har Ventres V-logo fået tilføjet teksten 'Heil Habibi'.

Vil udstille hykleri
Udover Lars Løkke er Venstres Søren Pind og Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl blevet udsat for billedmanipulation af deres valgplakater, som en del af Omar Marzouks 'Nazi Omar'-kampagne. Omar Marzouk har ifølge newsbreak.dk forklaret til Radio24syv, at Nazi Omar-kampagnen skal udstille et hykleri omkring ytringsfriheden.
- Det er som om, at det er skide godt med ytringsfrihed, når det er til vores egen fordel, men lige så snart, at der er nogen, der begynder at prikke til det og viser, at det godt kan misbruges, så bliver folk sure – blandt andet på mig, har Omar Marzouk forklaret i Radio24syv mandag.
Og på Omar Marzouks facebookside er der en overflod af 'sure folk'.
'Jeg trækker mig fra den offentlige debat'
Flere vrede kommentarer følger i kommentarfeltet under nazi-fremstillingen af Lars Løkke, hvor 'over grænsen' og 'usmageligt' går igen flere gange.
- Det er ikke engang sjovt, faktisk helt frastødende, skriver Niels.
De Konservatives folketingskandidat Mads Holger har også kommenteret billedet. Han skriver:
- En ting er, at dette billede ikke er videre sympatisk (det er der jo så meget, der ikke er), men det er virkelig heller ikke sjovt sådan bare rent håndværksmæssigt, hvad humor angår.
Enkelte brugere forsvarer Omar Marzouk og hans kampagne. Lars skriver:
- I guder, hvor er der mange hyklere herinde. Det, Omar gør, er i alt sin enkelthed sin ret til at bruge sin ytringsfrihed.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Omar Marzouk, men i seneste facebook-opdatering skriver han:
- Okay så meget modstand fik jeg ikke engang, da vi lavede "Det Slører Stadig". Nu prøver jeg noget nyt. Jeg trækker mig fra den offentlig debat og fra Folkemødet. Værsgo, en kæmpe sejr til jer alle.