Per Ørum Jørgensen fra Kristendemokraterne går sammen med jyderne fra Fælleslisten i kampen for at støtte udkantsdanmark. Det siger han til Newspaq.
Senere i dag kl. 12:10 holder de to partier pressemøde i Vestjylland, hvor et af punkterne vil være, at flere medlemmer fra det lille jydske parti stiller op for Kristendemokraterne ved valget, der kommer til efteråret.
"Det er valgteknisk samarbejde, det betyder, der vil være flere medlemmer fra Fælleslisten, der stiller op på Kristendemokraternes liste," siger Per Ørum Jørgensen til Newspaq.
Men flere detaljer vil Ørum ikke afsløre før pressemødet.
Fælleslisten har tidligere stået godt i meningsmålingerne og fik 36.000 stemmer ved det seneste valg til regionsrådet. Men de ligger ikke længere lunt i svinget, og har ikke formået at samle underskrifter nok til at stille op til Folketinget.