Mindst 10 mennesker er dræbt, efter et bombeangreb tirsdag ramte den nordvestlige del af Syriens hovedstad, Damaskus.
Det oplyser Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder, der overvåger situationen i det krigshærgede land.
Omkring 40 andre er såret i angrebet, hvor tre bomber eksploderede, siger organisationen.
Statsligt syrisk tv bekræfter, at der har fundet en eksplosion sted i Hai al-Wuroud distriktet, og at der er dræbte og sårede.
De statslige medier, der betegner angrebet som en terrorhandling, oplyser dog ikke, hvor mange ofre der er tale om.
Hai al-Wuroud er et kvarter, hvor der først og fremmest bor alawitter - det mindretal, som præsident Bashar al-Assad også selv tilhører.
I samme områder ligger en del af hærens og eliteenhedernes barakker, som kan have været mål for angrebet.
Tidligere på dagen eksploderede to bilbomber tæt ved Damaskus - den ene i byen Mudamiya og den anden i forstaden Sayyida Zeinab, oplyser Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder.
Der er imidlertid ikke meldinger om dræbte ved disse to angreb.
/ritzau/Reuters