En norsk statsborger, der tidligere har udtrykt sympati for den norske massemorder Anders Behring Breivik, er blevet anholdt i Frankrig. Den norske nynazist er anholdt for at have planlagt en massakre, oplyser flere franske medier.
Ifølge den franske avis Le Monde er manden blevet pågrebet i Corréze, der ligger i det centrale Frankrig 260 kilometer øst for Bordeaux.
Le Monde skriver, at manden har været bosat i Frankrig, hvor han lever med sin franske kone og tre børn. Politiet er nu i færd med at undersøge mandens gård, skriver avisen.
Politiet leder angiveligt efter flere våben og sprængstoffer.
Mandens kone er medlem af en skydeklub og har for nylig købt fire skydevåben.
3. april skal manden have offentliggjort et kommuniké på sin hjemmeside, hvor han opfordrer franskmænd til at stemme på højrefløjspartiet Front National. På siden beskriver han endvidere Norge som "Europas sidste sovjetstat".
I fjor forsvarede nordmanden Anders Behring Breiviks handlinger den 22. juli 2011, hvor 77 mennesker blev dræbt i regeringskvarteret i Oslo og på øen Utøya.
- Vi undersøger sagen. Men lige nu ved vi ikke mere, end hvad der står i medierne, siger kommunikationschef i Udenrigsministeriet Ragnhild Imerslund.
Norsk politis sikkerhedstjeneste (PST) ville tirsdag ikke udtale sig om sagen. Heller ikke om der er et samarbejde mellem norsk og fransk politi.
- Det er politiet i Frankrig, som har ansvaret, og vi har ikke noget at tilføje, siger informationsrådgiver i PST Siv Alsén.
Nordmanden kan i første omgang tilbageholdes i 96 timer.
/ritzau/NTB