De seneste 20 år er industrijobbene fosset ud af det danske arbejdsmarked. Men i stedet for at blive erstattet med middelklassejobs i andre brancher, er en fjerdedel af dem blevet erstattet med job i lavtlønsbrancher, hvor lønniveauet er på under 75 procent af gennemsnitslønnen.
Det viser en ny analyse fra tænketanken Cevea.
Siden 1991 er 24 procent af alle nye jobs i Danmark oprettet i lavtlønsbrancher.
Selvom de danske tal er prangende, når man sammenligner med vores naboer mod syd, Tyskland, så er de nedslående set i forhold til de nordiske. Hele 50 procent af alle nye tyske servicejobs er opstået i lavtlønsbrancher. I Norge er andelen nemlig kun seks procent, mens den i Sverige og Finland er på otte procent.
I Danmark skal vi bremse polariseringen i servicesektoren og holde fokus på at sikre gode løn- og arbejdsvilkår, hvis vi ikke vil have tyske tilstande. Det mener analysechef i Cevea, Jens Jonatan Steen.
- Vores nye analyse viser, at samme udvikling desværre allerede er i gang i Danmark. Det er et klart tegn på, at et arbejde ikke er ensbetydende med en adgangsbillet til den danske middelklasse, skriver Jens Jonatan Steen i en pressemeddelelse og fortsætter:
- Og at et fænomen som arbejdende fattige, som vi kender det fra Tyskland, også kan blive udbredt herhjemme, siger han.
Allerværst står det til i Italien, hvor knap 60 procent af de job, der er blevet oprettet siden 1991, er i lavtlønsbrancher.
Newspaq