21-årige Mathias Käki Jørgensen fra tv-serien ”Norskov” bliver det næste navn, som TV 2 offentliggør i forbindelse med den kommende omgang "Vild med dans".
Det bekræfter TV 2 overfor Se og Hør.
Den 21-årige skuespiller er således blandt de 12 kendte, der fredag efter fredag vil danse henover danskernes tv-skærm i den bedste sendetid.
Har aldrig danset
Tv-seerne lærte Mathias Käki Jørgensen at kende som ishockey-talentet Oliver Bondesen i TV 2-serien ”Norskov” sidste efterår.
- Jeg har aldrig danset på nogen måde og danser knap nok i byen. Jeg glæder mig, men jeg er mindst ligeså bange. Meget kan jo gå galt, og når man er bange for selv dansegulvet på Buddy Holly i Frederikshavn, såeh ..., siger Mathias Käki Jørgensen til Se og Hør.
Ligesom dans er forholdsvis fremmed for den unge nordjyde, så er underholdsningsprogrammer i primetime heller ikke hans stærke side. Han fortæller til Se og Hør, at han ikke er fast seer, men har zappet forbi danseprogrammet nogle gange.
Flere deltagere afsløret
Mandag blev grand prix-legende Kirsten Siggaard præsenteret som deltager i "Vild med dans", og tidligere i dag blev skuespiller Mille Dinesen også føjet til danselisten.
De andre deltagere er Julie Berthelsen, Thomas Buttenschøn, Laura Bach, Lene Beier, Søren Fauli og Patrick Jørgensen.

Mathias Käki Jørgensen kender tv-seerne fra tv-serien "Norskov". Foto: TV 2