Hvis du er mellem 18 og 24 år gammel, så har du halvanden gang så stor risiko for at blive ramt af en arbejdsulykke som gennemsnittet.
Det viser en rapport fra Arbejdsmiljørådets Task Force om unge og nyansatte, der også fastslår, at unge inden for bygge- og anlægsbranchen tegner sig for næsten halvdelen af alle registrerede arbejdsulykker.
Derfor er arbejdsmarkedets parter efter halvandet års arbejde nået frem til en ny forebyggelsesmetode, der skal nedbringe de unges ulykker.
- Unge og nyansatte har vidt forskellig baggrund og forudsætninger. Vi har haft en tendens til at hæfte os ved, at ulykker nok skyldes alder og manglende erfaring, siger Lisbeth Lollike, formand for Arbejdsmiljørådet, til Magasinet Arbejdsmiljø.
Der er stor forskel på studerende med et studiejob og de unge, der prøver sig selv af i forskellige job, tilføjer hun.
I fremtiden skal den forebyggende indsats derfor være langt mere målrettet fra branche til branche. Information, kommunikation og instruktion skal afstemmes i forhold til de risici, der er forbundet med et specifikt job.
Det bakker næstformand i LO, Lizette Risgaard, op om.
- Vi kan ikke sidde med hænderne i skødet, når vi har tal, der viser, at unge mellem 18 og 24 har dobbelt så stor risiko i arbejdet, som andre aldersgrupper. Derfor spiller det en stor rolle, at vi nu er enige om, hvordan vi bedst muligt kan forebygge arbejdsskader, siger hun.
Hos Brancearbejdsmiljørådene er budskaberne allerede ved at blive skrevet ind i vejledningerne. Her skal to nyansatte konsulenter støtte erhvervsskolerne med at holde fokus på arbejdsmiljøet, fortæller formand for Byg & Anlæg, Mette Møller Nielsen.
- Eleverne skal ikke kun lære at møde til tiden. De skal have indarbejdet ordentlige rutiner og vaner, som de kan bære med sig ud i virksomhederne, så det ikke bliver en kamp om, hvorvidt man nu skal have sikkerhedssko og sikkerhedsbriller på. Det skal ind på rygraden, siger hun.
Newspaq