Det har været en svær, men nødvendig beslutning for den nyvalgte LO-formand Lizette Risgaard at rense ud i toppen af LO.
Fire medlemmer af den daglige ledelse har modtaget deres opsigelse, hvilket kom frem fredag aften. Sent samme aften forklarede Lizette Risgaard i en update på Facebook, hvorfor fyringerne har været nødvendige.
- Det har været en svær beslutning, men i den politiske ledelse er vi enige om, at afskeden med de pågældende medarbejdere er nødvendig for at sikre en ny start, skriver hun om den overraskende fyringsrunde.
Hele den administrative top, dvs. sekretariatschef Finn Larsen, cheføkonom Jan Kæraa Rasmussen, kommunikationschef Kenneth Thue Nielsen og udviklingschef Morten Madsen, har modtaget deres opsigelse. Lizette Risgaard henviser i updaten til sin tale på den netop overståede LO-kongres, hvor hun overtog formandsposten efter Harald Børsting.
- Jeg nævnte det i min tale på kongressen; jeg har store ambitioner på fagbevægelsens vegne, vel at mærke sammen med den nye politiske ledelse i LO. Vi vil meget og vi har heller ikke lagt skjul på, at vi både har modet og viljen til forandring, for at nå de mål vi har - til gavn og glæde for LOs medlemmer; forbundene og jer alle sammen derude.
Lizette Risgaard præsenterer angiveligt sit nye hold mandag.
