Nordea Kredit tilbyder nu alle, der har realkreditlån i et andet selskab, at slippe for en række gebyrer, hvis de flytter deres lån.
Nye kunder, er skiftet fra et andet selskab, vil således frem til udgangen af 2018, kunne slippe for lånesagsgebyr, ekspeditionsgebyr og kurtage.
Det svarer ifølge Nordea Kredit selv til 9000 kroner for et lån på to millioner kroner.
- Vi fjerner nu hovedparten af de omkostninger, der normalt er ved at skifte realkreditinstitut, og dermed får kunderne en stor reel besparelse ved at skifte til Nordea.
- På den måde håber vi, at pris- og kvalitetsbevidste kunder vil tage kontakt til os, så vi kan fortælle, hvad vi kan tilbyde i Nordea, siger Peter Smith, chef for Nordea Kredit, i en pressemeddelelse.
Initiativet følger i kølvandet på, at Jyske Bank i slutningen af august lempede sine principper, så man ikke længere behøver være totalkunde i banken for at få lån i BRF Kredit, der er ejet af Jyske Bank.
Det skete angiveligt som en konsekvens af Konkurrencerådets rapport, som i august konkluderede, at der er for lidt konkurrence på realkreditmarkedet herhjemme.
Her var de dyre gebyrer for at skifte realkreditselskab blandt kritikpunkterne, men også de stigende bidragssatser fik hård kritik.
/ritzau/