Den smukke konservative Nikita Klæstrup er ikke længere sammen med partifællen Rune Kristensen. Parret, der ellers delte lejlighed og har været sammen i halvandet år, er nemlig gået fra hinanden.

Tilsyneladende har parret dog valgt at gå hver til sit i fred og fordragelighed.
- Det er naturligvis ærgerligt, og vi holder stadig meget af hinanden, men det er nok for det bedste, skriver Nikita Klæstrup således i en besked til Ekstra Bladet.
Nikita Klæstrup stillede i 2013 op til kommunalvalget i Guldborgsund Kommune for Det Konservative Folkeparti. Hun blev dog ikke valgt, men er i dag retorikstuderende.

Hun har flere gange tiltrukket sig opmærksomhed. Både for hendes kritiske debatindlæg, men også for hendes udseende. Da hun til Konservativ Ungdoms 110-års galla i januar mødte op i en kjole med en meget synlig kavalergang, blev billederne af den unge politiker da også delt flittigt.

Selvom Nikita Klæstrup altså nu er single og skal ud og se sig om efter en ny bolig, så har hun ikke travlt med at finde sig en ny kæreste, understreger hun overfor Ekstra Bladet.
