Det lysner i horisonten for den undertrykte og forarmede myanmarske befolkning.
Den nye regering, som overtog den parlamentariske magt i det sydøstasiatiske land i foråret 2011, har nemlig lempet betragteligt på landets censurregler.
Det konkluderer en ny rapport fra International Media Support (IMS), som udtrykker glæde over den spirende demokratiske proces.
"Reformerne har været undervejs et stykke tid, men ingen havde forestillet sig, at de her reformer ville have været så stærke, som de har vist sig at være," siger Lars Bestle, leder af IMS' Asien-afdeling og medforfatter til rapporten, til Nyhedsbureauet Newspaq.
Regeringen har startet en politisk debat om presse- og ytringsfrihed, og det har allerede medført adskillige åbninger af landets stærke statscensur. Adgangen til Google, Facebook og YouTube er blevet frigjort, ligesom landets medier ikke længere skal have godkendt deres produkter, før der bliver udgivet.
Selv statsejede medier er tilmed begyndt at videreformidle den myanmarske oppositionsleders, Aung San Suu Kyis, politiske holdninger.
Lars Bestle holder sig især for øje, at den demokratiske debat starter indefra i regeringen og ikke efter ydre pres.
"Det er ikke en reform, som er startet nedefra, som civilbefolkningen har sat i gang, som vi har set det i den arabiske verden. Det her er altså militærjuntaen, som har sat en civilregering ind, og den her civilregering har nu sat demokratiske reformer i gang," siger Lars Bestle.
Lars Bestle understreger, at der ved siden af civilregeringen sidder en slags militær skyggeregering, som fortsat har meget magt. Han kan ikke give et entydigt svar på, hvorfor Myanmars militær efter 50 års styre løsner sit greb om landet, men peger blandt andet på, at især landets fattigdom kan spille ind.
"Myanmar er et meget fattigt land og har stor interesse i at blive bedre integreret i det internationale samfund, men også i det regionale samarbejde i Sydøstasien," siger Lars Bestle, som forholder sig forbeholdent optimistisk over for reformerne.
"Det er svært nu at forudse, hvilken vej det kommer til at gå, man kan stadig forestille sig, at der kommer et tilbageslag. Men det ser ud som om, at reformerne fortsætter, og derfor er det vigtigt, at det internationale samfund støtter op om de demokratiske kræfter, der er i samfundet."