Klokken er 6 om morgenen, og det er pissekoldt og mørkt, tunge skyer blokerer ubehøvlet for stjernernes smukke lys.

Jeg kommer kørende igennem mørket på min budcykel med 15 snegle på forsmækken og en masse sommerfugle i maven.

Det bliver ikke nogen almindelig dag, det er jeg klar over. Det er den sidste dag før juleferien; ja, men det er ikke alt: Det er også min sidste mulighed for at forsøge at påvirke vores nye polske kollegaer, før jeg bliver kastet videre til andet arbejde i firmaet.

15 snegle og en polsk trommeslager

Jeg har en plan, 15 snegle og en polsk trommeslager i et hardcore/punkband i baghånden.

Den plan skal sgu nok lykkes.

Sådan tænker jeg hele vejen igennem de forfrosne og mennesketomme gader på Amager fra det lille hjem på grænsen til Tårnby og ud til pladsen lige ved siden af Amagerværket.

Jeg åbner døren til skuret og hilser på de 6 andre betonarbejderei sjakket med det obligatoriske lidt søvnkvalte “Mor’n”.

De andre kigger sultent efter sneglene.

“Næ næ, de er til mødet,” siger jeg afværgende.

“Nåeh ...”

Slukørede vender de tilbage til deres kaffe, som de drikker af deres hvide plastikkopper. Jeg selv har et brunt lerkrus, som jeg bruger. Faktisk fik hele sjakket lerkrus af formanden for nogle uger siden, men jeg er den eneste, der bruger det. De andre mener, at det er et udspekuleret forsøg fra formandens side på at undgå at betale for engangskrus, og den tilfredshed vil de ikke give ham. Jeg hælder mod deres synspunkt.

Vores formand har aldrig givet os noget, der ikke var absolut nødvendigt. Men jeg er til gengæld også imod engangsprodukter af hensyn til miljøet, så jeg bruger sgu kruset.

Nå, men sådan starter dagen med en kop kaffe og en sludder som så mange dage før denne. Morgenens emne er selvfølgeligmødet i ni-pausen.

Møde med de polske jordrotter

Efter at have læst en artikel i vores fagforeningsblad om østarbejderne foreslog jeg, at vi skulle holde et møde med de polske jordrotter der arbejder på vores byggeplads og forsøge at få dem med i fagforeningen.

De andre syntes først, at jeg var blevet bidt af en gal fagforeningsmand, men efterhånden, som tiden er gået, er de selv kommet med på ideen, og nuskal det altså endelig ske.

“Tror du, polakkerne vil komme til mødet?” spørger Jørgen, en gammel betonarbejder, som jeg har gået makker med mange gange.

“Tjaaah, jeg håber det sgu. De har lovet, at de vil komme op, når vi siger ‘Nu er det nu’. Spørgsmålet er, om I er klar til at holde mødet. Der kan jo komme problemer ud af det, hvis byggeledelsen opdager det.”

“Ja, få du bare de polakker herind først, så tager vi den derfra,” siger sjakkets bedst uddannede mand, en tidligere murersvend ved navn Per.

Man kan ikke sige, at samtalen er livlig i disse små timer af morgenen. Betonarbejdere taler generelt ikke så meget, og her om morgenen er vi på lavpunktet. Det er, som om hjernen forsøger at spare på energien, før den skal ud i kulden.

Klokken er blevet 6.45, og det er på høje tid at komme ud af skuret. Efter at vi har iklædt os den fyldige vintermundering, sjosker vi ud i den mørke morgenkulde, lidt usikre på, hvad vi skal tage fat i. Det arbejde, vi har haft gang i, er færdigt, og der er ikke rigtigt noget at lave. Det er endda kommet så vidt, at formanden er gået på tidlig juleferie, og vi er derfor underlagt ingeniørerne. De vil ikke sende os hjem på en a-kasse-betalt ekstra lang juleferie, for de ved, at de skal bruge os igen om nogle uger til noget mere arbejde af samme slags, og de vil ikke risikere, at vi finder andet arbejde, men lige nu ved de ikke rigtigt, hvad de skal gøre af os.

Det betyder dog ikke, at de er ligeglade med, om vi møder til tiden, kommer ud fra pause til tiden og generelt ser travle ud. Jeg tror, at det skyldes, at de et eller andet sted er utilfredse med, at de overhovedet er nødt til at betale os løn.

Tricket er at se travl ud hele tiden. Nogle af de gamle er noget nær professorer til det her, man kan simpelthen ikke se, at de ikke laver noget af betydning. Jeg har i starten af min tid som betonner ofte gjort den fejl at ville hjælpe en sådan professor midt i sit kunstværk; han så jo travl ud, og jeg havde ikke noget at lave. Men det skal man ikke gøre, for så får man bidt sin næse af!

To, tre sure kommentarer og den unge knøs fatter, at det her altså er et soloshow, og han må finde sit eget gemmested. Jeg ser over mod Jørgen. Han har fået færten af en absolut nødvendig afspærring af nogle udgravninger i udkanten af pladsen. Det vil tage ham hele dagen, det er sikkert.

Sjakkets to dygtigste folk, et par svenskere, er gået i gang med det eneste betonarbejde, vi har tilbage, forskalling, armeringog støbningen af betonklodserne til pladsbelysningen. Den kommer måske lidt sent op, men bedre sent end aldrig.

Resten af sjakket begynder at rydde op for fjerde dag i træk.Jeg får heldigvis en opgave af en af ingeniørerne, så jeg behøver ikke at gå og lede efter arbejde. Jeg skal sætte savteltet op til vores nye savbord. Det er lidt af en loppetjans, så jeg går til opgaven med godt humør trods den bidende kulde.

Polakkerne er allerede ude på pladsen. De starter kl. 6 og slutter kl. 18, og så vidt, vi kan høre, får de ikke overarbejdsbetaling.

Polakkernes sjakbajs hedder Slawomir og er en rigtig fin fyr, men også en rigtig bajs med alt hvad dertil hører af evner til at tale sig ud af alle vanskeligheder.

Jeg får hurtigt øje på ham; hans lille runde skikkelse er på vej hen til udgravningen. Som et rovdyr, der har set et bytte, lukker jeg afstanden imellem mig og ham i små hurtige hop hen over paller og isglatte vandpytter.

“Hey Slawomir!”

“Hey Jakob.”

“Alles klar?”

“Ja, alles gut.”

Vi taler tysk sammen. Han har sit fra længere ophold på tyske byggepladser, og jeg har mit fra skolen og fra flere drukture til Hamborg og Berlin.

“Er I klar til mødet?” spørger jeg ligefremt.

Jeg har lært, at med Slawomir skal man ikke pakke noget ind. Han kigger lidt ned på sine sko, og så siger han stille:

“Jakob. Hvad skal vi mødes om? Hvorfor?”

Jeg må have forklaret ham mindst 10 gange, hvad det drejer sig om, men det ligger til Slawomirs personlighed at have en selektiv hukommelse. Han er altid glad, for han husker, ser og hører intet ondt. Jeg må begynde forfra.

“Det handler om, at I er nye her i Danmark, og der er mange ting, I ikke ved om vore traditioner og regler. Det vil vi hjælpe jer med. Som vi talte om, så får du for lidt i løn, og I skal have et godt sted at bo, og ...”

“Ja, men det er blevet meget bedre. Ja, nu har vi fået et fintsted ...” afbryder han mig.

Han fortsætter med at skamrose det nye sted, de bor, imens jeg falder ud af samtalen og begynder at tænke på, om det her kan lade sig gøre. Jeg er her jo kun i dag, og så er jeg væk. Efter juleferien vil de vel sende mig ud til Ringvejen og arbejde i stedet for at gå her og fede den. Jeg er sgu heller ikke nogen folkeforfører.

Hvis de nu ikke vil med i fagforening, hvad kan jeg så gøre ved det? De andre i sjakket vil sikkert ende med at forholde sig passivt til det; de er selv halvvejs på vej ud af fagforeningen ligesom resten af LO's medlemmer.

Imens jeg står og overvejer disse ting, og Slawomir taler og taler om deres nye lejlighed i København, bliver vi afbrudt af pladsmanden Tobias.

“Guten morgen, Slawomir, her er de pumpeslanger, du ville have. Kom, så skal jeg vise dig, hvor pumperne står.”

De to går over mod Tobias’ materialecontainere. Slawomir er kun alt for glad for, at han er sluppet for at tale yderligere om det ubehagelige møde. Jeg står bare stille og ser dem gå væk. Tobias er i fagforening hos de kristne, men igennem de sidste mange uger har jeg bearbejdet ham grundigt. Han er på min alder, og som så mange af vores generation opfatter han fagforeningen som en form for forsikringsselskab og har derfor valgt den billigste. Men jeg har som sagt bearbejdet ham igennem den tid, hvor vi har arbejdet på samme plads, og det er gået meget godt. Jeg bliver optændt af en svag optimisme og tager en chance.

Jeg går hen til dem.

“Slawomir, det er vigtigt, at alle arbejdere i Danmark får en høj løn, også jer, for hvis I får mindre end os, så vil vores chef også sætte os ned i løn, og det vil vi ikke.”

Det er et argument, som Tobias kan forstå, og før Slawomir får samlet sig sammen til at finde på et tilpas kringlet og udenomstalende svar, siger Tobias:

“Ja, det er rigtigt!”

Fedt, så har jeg ham på min side, og jeg begynder så at forklare Tobias og Slawomir, at det er derfor, vi holder det møde i dag i ni-pausen; for at få styr på lønningerne og alt det andet. Nu, da vi står to og presser Slawomir, kan han ikke se anden udvej end at indvilge i at komme til møde kl. 9. Med et trist og nedtrykt udtryk i ansigtet gør han mine til at gå med sine pumpeslanger. For at muntre ham lidt op klapper jeg ham på skulderen og siger, at der er snegle på mødet. Det virker vist ikke rigtigt, men jeg fik det bedre.

Jeg går i gang med mit arbejde, får kapret en skruemaskine og får fundet nogle presenninger, der ligger under et lag af gammelsne og is.

Solen begynder så småt at rejse sig bag de tykkemørkegrå skyer, og et mat gråligt lys breder sig ud over byggepladsen. Klokken nærmer sig ni, jeg må hellere ringe og høre, hvor langt tolken er kommet. Egentligt kunne vi bruge Slawomir som tolk over for de andre polakker, der ikke taler et klap tysk– eller engelsk for den sags skyld – men jeg stoler ikke rigtigt på ham. Han er for meget firmaets mand, og desuden er mit tysk ikke helt godt. Det begrænser sig lidt til værtshusjargon.

Jeg går hen bag nogle containere, der er fyldt med spildevand, for at jeg kan tale i telefon, uden at byggeledelsen kan se det. Det er en god tommelfingerregel ikke at lade sig se alt for ofte med en mobiltelefon i hånden; man får hurtigt et dårligt ry.

Det svarer lidt til guldbajeren. Det er klart, at det må kunne sespå ens arbejde, om man er pissefuld eller taler i telefon hele dagen, men sådanne konkrete beviser bliver der ikke skelet til, når der skal uddeles rygter og titler som fordrukken eller doven. Det er nok, at man et par gange er blevet set med en telefon eller en bajer i hånden. Det gælder selvfølgelig begge veje; jeg har i hvertfald stemplet byggeledelsen som danmarksmestre i 7-kabale på computeren.

Nå, men jeg finder et godt sted og ringer op. Duut... duut ... duut.

“Hallo?”

“Hej Andrzej, det er Jakob.”

“Hej Jakob. Hvordan går det?”

“Fint, fint. Alt er klar, nu mangler vi bare dig. Er du klar til kl. 9?”

“Nej, jeg når ikke ud til jer før kvart over, jeg er kommet sent af sted.”

“Øhh, o.k. Andrzej, det er o.k. ... Bare ikke senere, vel? Vi har kun 30 minutters pause, og jeg er ikke sikker på, at jeg kan holde dem inde i skuret, når tiden er udløbet.”

“O.k. Jakob, jeg skynder mig.”

For helvede, for helvede, for helvede! Skide rockstjerner! De kan aldrig møde til tiden. Forhåbentlig går det, hvis jeg bare kan holde dem i skuret i lidt længere end de 30 minutter. Det går nok ... forsøger jeg at berolige mig selv, alt imens jeg prøver at finde ud af, hvor jeg var kommet til med det skide telt. Lige nu vil jeg hellere have et eller andet ligegyldigt at tage mig til. Når jeg nu har fået overdraget denne betroede tjans direkte af en af ingeniørerne, så skal jeg jo kunne fremvise nogle fremskridt, og jeg har ikke engang fundet de tagpapsøm, som jeg skal bruge til presenningen. Jeg går fra container til container og leder eftersømmene. Betonarbejderes materialecontainere er som regel fyldt med alverdens efterladenskaber. Intet er tilsyneladende for ubetydeligt og billigt til at blive gemt. Resterne af de specialskruer, der blev brugt for to pladser siden; den halve pose 5 cm afstandsklodser, som vi brugte sidste år, da vi var i gang med et kajanlæg, og en batteridrevet skruemaskine, hvis oplader har været væk i mindst 2 år, er blandt de ting, jeg graver mig igennem, før jeg endelig bag en masse andet lort finder nogle tagpapsøm i en rodekasse. De ser ud til at være de helt rigtige.

Jeg er blevet lidt stresset over ikke at være kommet længere og sætter tempoet op. Kulden bider i mine fingre, mens jeg forsøger at skubbe 2-4 lægterne op på plads. Det går, og jeg er hurtigt klar til at fastgøre presenningen. På vej op på stigen og med presenningen under armen kan jeg se over til den plads, hvor mine to svenske kollegaer burde stå, men jeg kan ikke få øje på dem.

Hmm ... de plejer ikke at gå og gemme sig, og de er vel ikke gået i skuret for tidligt? Det kan kun betyde, at det må være pausetid nu! Jeg tjekker uret og ganske rigtigt! Klokken er 9.05! For fanden da også! Jeg har glemt tiden, og så endda nu hvor vi skal have møde. Nej, nej nej, nej!!

Jeg småløber op i skuret, hvor der allerede er lavet kaffe. Der må være nogen, der er gået ind noget tid før for at sætte den over. Tobias er der også; han sidder ellers normalt ikke sammen med os, men han vil vel også med til mødet.

“Nå, hvad med det møde?” spørger Jørgen. Han har en særlig evne til at få øje på forvirringen hos andre, og denne evne supplerer han formidabelt med evnen til at spørge ind til netop det, der forårsager forvirringen. Formålet er selvfølgelig at gøre en endnu mere forvirret.

“Ja ... Øhh ... vi skal lige vente på tolken ... Han er lidt sent på den, så øhh ... jeg ringer lige,” mumler jeg forvirret, alt imens jeg tager telefonen op og ringer. Duuut ... duuut ...“Hallo?”

“Det er Jakob. Nå, hvor langt er du kommet?”

“Tja, jeg er ude ved en græsmark, men jeg er vist faret vild. Hvad hed vejen nu?”

Argh, forbandede rockstjerne! Bare vi nu ikke misser mødet, tænker jeg, alt imens jeg forsøger at vejlede Andrzej igennem Amagers industrikvarter.

Kl. 9.15 kører han rundt om hjørnet ind på vejen bag om pladsen. Jeg har været bekymret for, at Andrzej skulle komme trillende ind på pladsen igennem forporten og lige ind i armene på byggeledelsen, som jo nok ville undre sig lidt. Men nu, da jeg selv guider ham ind på pladsen, kan jeg sikre mig, at vi bruger “bagindgangen”, et hul i hegnet lige ved vores skure.

“Hej Andrzej. Godt du kunne komme. Vi har fået lidt travlt, så jeg vil bare kaste dig lige ud i det, o.k.?”

“Ja, ja det er fint. Undskyld, at jeg kommer så sent, det erstadig lidt svært at finde rundt i byen for mig.”

“Det er o.k., det er ikke nemt at komme til et nyt land.”

Det er rigtigt nok, han har jo kun boet her i landet i to et halvt år, men han er blevet god til dansk på ganske kort tid, det må man give ham. Jeg har mødt ham igennem en gammel ven, der spillede i et hardcore punkband. Andrzej var trommeslager.

Han indvilgede i at hjælpe, måske fordi han er anarkist og vil hjælpe en god sag; måske fordi han er polak og vil hjælpe sine landsmænd. Jeg har ikke spurgt ind til, hvad der driver ham.

Klokken er 9.20, så nu er det bare et spørgsmål om at få alle trommet sammen, så skulle det gerne køre. Jeg småløber foran Andrzej op til polakkernes skur, hiver døren op og kigger indtil de 10 polske jord- og betonarbejdere, men der er sgu ingen!!

Jeg river mig i håret! Hvor fanden er de henne? Jeg er ét stort spørgsmålstegn og glor ind i det mennesketomme skur. Klokken nærmer sig 9.30, og jeg er ikke sikker på, at gutterne tørsidde i skuret ret lang tid over tiden. Vi har ikke flere pauser i dag, for det er fredag, og vi får fri allerede kl. 12.30. Jeg fornemmer den totale fiasko nærme sig!

“Hey Jakob. Hvad sker der med det møde? Klokken er snarthalv!”

Jørgen kigger ud af vores skur og demonstrerer igen sit talent til at spørge til netop det, man ikke kan svare på.

“Jeg har fat i tolken, men nu er polakkerne ikke i skuret,” råber jeg tilbage.

“De er nok stadig nede i hullet! Spring ned efter dem, så venter vi her!”

“O.k., men det tager jo nok lidt tid!”

“Hent nu bare de polakker!”

Ja, men så er der ikke mere at diskutere. I spring ned ad trappen får jeg råbt til Andrzej, at han skal lave kaffe, og løber så hele vejen ned til polakkernes udgravning. Nede ved udgravningen står Slawomirs lille runde og velpolstrede skikkelse oppe på kanten og dirigerer arbejdet nede i hullet.

“Slawomir, hvorfor er I ikke til pause?!”

“Hej Jakob, går det godt?”

“Nej, ikke godt. I skulle til møde her kl. 9.”

“Nåeh ... Jeg troede, du hentede mig?”

“Nå ... Men nu er der altså møde. Tager du de andre og kommermed?”

Han står lidt og tænker, leder sikkert efter et argument for ikke at deltage. Jeg forsøger at finde på et modargument, men uden grund, for pludselig råber han noget på polsk ned til folkene, og før jeg har fået pulsen ned og alt vintertøjet af, er vi alle i skuret med snegle og frisk kaffe.

Mødet går skide godt. Vi får forklaret, hvordan tingene fungerer i Danmark, og at vi ikke vil have, at vi bliver groft underbudt.

De får fortalt os, at de da også gerne vil have flere penge, men at de er bange for at blive smidt hjem. Vi lover dem, at vi vil nedlægge arbejdet, hvis firmaet sender dem hjem for at melde sig ind i fagforening, og til gengæld lover de både at stå i fagforening og at tage vodka med fra Polen efter juleferien. Andrzejs tolkearbejde hjælper en hel del på forståelsen, og mødet strækker sig til kl. 10.00, så vi ender med at sidde 30 minutter over tiden, uden at gutterne overhovedet gør mine til, at nu er det også på tide at komme ud og tjene penge til firmaet. I stedet er de alle med i diskussionen, og selv svenskerne, der ellers er meget ordknappe selv af betonarbejdere at være, bidrager med et par kommentarer. Bagefter er det, som om dagen er blevet meget lettere, og selvom jeg er helt udmattet efter alle strabadserne med mødet, så er det, som om jeg svæver på en lille lyserød sky af selvværd og tilfredshed. Det er næsten ikke til at tro, at det faktisk lykkedes at få holdt det møde, og så oven i købet på den sidste dag jeg er på pladsen. Var det ikke lykkedes i dag, så var det aldrig blevet til noget.

Jeg er i helt opløftet humør, hverken kulden eller ingeniøren, der kommer og kritiserer mit arbejde, kan få mine arme ned igen. Timerne går, og pludselig er det juleferie.

På vej hjem møder jeg Slawomir. Han kommer kørende i sin bil sammen med fem andre polske kollegaer. De sidder stuvet godt sammen i en lille fiat.

Slawomir stopper bilen ud for mig og åbner vinduet.

“God Jul, Jakob.”

“God Jul, skal I allerede hjem?”

“Ja, vi kører hjem til familien nu.”

“Dejligt! I må savne dem meget, når I bor her.”

“Jo, men vi tjener mange penge her.”

“Ja, og med fagforeningens hjælp kommer I til at tjene endnu flere.”

“Argh Jakob, ikke mere vrøvl med den fagforening, vel? Vi har det godt, som vi har det, vi vil ikke lave ballade.”

Jeg bliver helt tavs, hvad er det, han lige har sagt? Har han glemt hele vores møde?

“Vi ses, Jakob, god jul!”

De kører videre og jeg står helt lamslået og ser fortabt efter dem.

“Det var så enden på din karriere som fagforeningsorganisator,” mumler jeg for mig selv, alt imens jeg smider mig op på sadlen af min gamle rustne cykel og begynder at banke i pedalerne, hjem til varmen og familien.