Tænk hvis tre millioner dollars kom flyvende ned fra himlen. Det sker muligvis for de somaliske pirater, som har holdt en dansk familie fanget i snart et halvt år.
Der skal angiveligt et beløb svarende til 16 millioner kroner, før den danske familie bliver løsladt af de somaliske pirater. Det har den somaliske avis Somalia Report skrevet i dag, hvor der også lægges op til, at den danske familien angiveligt vil blive løsladt i denne uge.
Og når der skal udveksles gidsler for penge, vil det højst sandsynligt foregå ved et såkaldt "drop off".
Det forklarer Hans Tino Hansen, administrerende direktør i Risk Intelligens, der en virksomhed, som giver råd om, hvordan man undgår pirateri.
Han vil dog ikke udtale sig om den konkrete sag, men forklarer, at et drop off er en meget kendt metode.
"På et drop off flyver man ud med en lille flyvemaskine, hvor man simpelthen kaster pengene ned. Men det gør man først, når man har fået proof of life, det vil sige, når man har set hele besætningen stå på skibet, og man har talt dem," siger han til Newspaq.
Han forklarer, at piraterne efterfølgende samler pengene sammen og tæller dem, hvorefter de frigiver skibet på dagen eller dagen efter.
Den danske familie har i snart et halvt år været holdt som gidsler af somaliske pirater i Aden-bugten. Foruden forældrene og deres tre børn var der to gaster om bord.