Nyheden om, at danske forskere har slået fast, at en fjerdedel af alle tilfælde af post-traumatisk stress (PTSD) - i gamle dage kaldet granatchok - er forsinkede, giver Peter Fischer-Nielsen håb.
I dag er han praktiserende læge i provinsen, men i 1990'erne var han militærlæge for de danske FN-tropper på Balkan. Og det er netop krigen i det tidligere Jugoslavien, der har givet ham ar på sjælen.
Ar, som han nu vil have anerkendt af Arbejdsskadestyrelsen.
"For mig handler det om at få registreret, at udsendte - hvad enten de er soldater eller sygeplejersker - kan komme galt afsted med andet end arme og ben," forklarer Peter Fischer-Nielsen.
Gav hjertet skylden for flimmer
Den tidligere militærlæge har ikke søgt om erstatning før, fordi han har følt sig chanceløs.
Indtil fredag var det nemlig sådan, at PTSD-ramte skulle kunne bevise, at de havde fået symptomer på sygdommen senest seks måneder efter selve traumet.
Det kunne Peter Fischer-Nielsen ikke. Der gik nemlig lang tid, før han erkendte, at han var psykisk sårbar.
"Jeg fik angstanfald på løbeture. Jeg troede, at den var gal med hjertet, fordi jeg fik hjertebanken. Jeg blev undersøgt i hoved og røv, men lægerne fandt ingenting," forklarer han.
Traumer var tabu
Da Peter Fischer-Nielsen blev sendt ud for at redde sårede soldater, var der ingen snak om krigstraumer.
"Vi var ikke godt nok forberedte. Vi fik en uddannelse på Jægerborg Kaserne. Det vildeste, vi lavede, var at lære førstehjælp. Det var dybt godnat. Vi lærte intet om traumer," husker han.
På Balkan blev det til gengæld hedt både for militærlægen og patienterne.
"Vi vidste godt, at serberne var dødtrætte af FN-soldaterne. De skød en af vores, mens jeg var dernede," siger han.
Peter Fischer-Nielsen vidste godt, at noget i hans psyke var gået i stykker, men tav.
"Jeg var stadigvæk soldat. Jeg var godt nok læge, men jeg var mest kriger, så det var ikke noget, jeg skiltede med," siger han.
Godt at praksis er begravet
Og præcis derfor er han glad for, at forskere har begravet Arbejdsskadestyrelsens seks-måneders-grænse.
"Det kan godt være at grænsen giver mening for folk, der har været for eksempel gidsler, men ikke for soldater. Soldater klynker ikke. De er krigere, og de kæmper hellere end at bryde sammen. Derfor er det godt, at praksis nu bliver ændret," mener han.
Han gør lige som brandmænd og betjente honnør for de syge krigsveteraner, der har kæmpet hans og andres sag. Han er dog bekymret for, at krigerne vil ramme et antiklimaks, nu hvor kampen er forbi.
"Min tanke - rent professionelt - er, at det er en kortvarig rus og så kommer tomheden," siger han.