For bare to uger siden vågnede Danmark brat op til en gruopvækkende historie.
Børn mellem 6-11 år var i en folkeskole i Borup blevet udsat for trusler, sexuelle krænkelser og en 9-årig pige var blevet udsat for “fuldbyrdet voldtægt”.
Det var TV 2, der via alle deres medier, TV 2 News, tv2.dk og nyhedsudsendelser på hovedkanalen, kunne fortælle den voldsomme historie.
Det hele gik amok - med god grund. Samtlige medier rapporterede fra folkeskolen i Borup mellem Køge og Ringsted, samtlige partier og ministeren gik ind i sagen.
Danmark var på den anden ende, for børnene, der krænkede, kunne ikke smides ud af skolen.
Efter forældremøder, byrådsmøder og samråd blev politiet indblandet, skolelederen sygemeldt og Køge Kommune trak det sædvanlige kort: En uvildig undersøgelse.
Kommunens borgmester var pludselig i farezonen. Der er kommunalvalg næste år og borgmestre bliver fældet, hvis de gør det forkerte eller slet ikke noget i forbindelse med sexuelle krænkelser.
Sagen har det potentiale.
Sagen tager en drejning
Efter fem dage, hvor alle var enige om en ting: Det er for galt. De børn skal smides ud og de er sikkert også indvandrere fra Mellemøsten, gættede mange på de sociale medier.
Først efter fem dage spurgte et medie forældrene til det barn, der var ansvarlig for ‘voldtægten’.
De var aldrig blevet hørt, viste det sig og slet ikke af TV 2. De fortalte en ganske anden version. Børnene på Borup Skole kendte hinanden fra skolestart, de var venner og de havde været en slags børnekærester.
Der var klart foregået ‘noget’ mellem børnene, og pigen havde sagt fra over for hans krænkelser, erkendte forældrene.
Men de var slået af chok over anklagerne og afviste, at det hændte kan kaldes voldtægt.
Familien har været anonymiseret af TV 2 og andre medier, men som familien forklarede det. Borup er en lille by og alle ved, hvad der sker.
Du læste rigtigt, TV 2 har i deres slagkraftige historie om børnekrænkelser slet ikke hørt den anden side i sagen. De anklagede er ikke blevet hørt.
Og pludselig meldte chefredaktør fra TV 2 Nyhederne, Thomas Funding Therkildsen, sig på banen og forklarede, at TV 2 godt nok ikke havde set ‘voldtægt' formuleret skriftligt noget sted i det skriftlige kildemateriale.
Det var noget, der blev sagt blandt de kilder, som journalisterne havde talt med.
Juristerne har taget over
Danmarks største nyhedsmedie valgte at bruge ordet ‘fuldbyrdet voldtægt’, fordi ordet ‘sexuelle krænkelser’ ikke var stærkt og dækkende nok i forhold til det, der skete mellem børnene, forklarede chefredaktøren.
Men ordet ‘voldtægt’ kom til at stå for bombastisk og alene, forklarede Funding.
TV 2 vil fremover kalde det skete i sagen for “sexuelle overgreb af en karakter, der svarer til, hvordan voldtægt defineres juridisk”
Det må være TV 2's chefjurist, der har overtaget redaktionen på TV 2 Nyhederne, for der er stor forskel på denne indviklede formulering og den første overskrift, der hed: “9-årig udsat for fuldbyrdet voldtægt”.
To uger efter TV 2s spektakulære historie, der fik Danmark på den anden ende, fortæller selvsamme nyhedsorganisation så, at de nu ændrer formulering og de IKKE talte med ALLE parter i sagen.
Det er helt standard procedure, at man spørger alle parter i en sag og helt sikkert, at man spørger de mennesker, der bliver anklaget.
Men TV 2 har alligevel ikke fundet anledning til at spørge familien, hvis dreng er anklaget for ‘voldtægt’ (og jeg har sat voldtægt i citationstegn, for det er pludselig tvivlsomt, hvad der er hændt).
Kaos råder
Lige nu fremstår sagen i Borup kaotisk, for ingen ved vel, hvad de skal tro eller mene.
TV 2 har svigtet ved ikke at præsentere sagen og anklagerne for den berørte familie. De burde være hørt og haft mulighed for at kommentere på de anklager, der rejste en forargelse over hele landet.
TV 2 burde have overvejet langt grundigere hvordan de ville bruge ordet voldtægt, inden de udkom med så markante beskyldninger.
Tilbage er en lille by, Borup, hvor alle nu må være i tvivl om, hvad der foregår. Og tilbage i Borup er en række familier, hvis børn er blevet kastebolde i en unødvendig og uværdig mediekampagne.
Det er dokumenteret og vedgået fra alle sider, at der foregået ubehagelige og uacceptable krænkelser i skolen i Borup - men hvad og i hvilket omfang?
Det kan vise sig, at den uvildige undersøgelse fra Køge Kommune er det eneste, der kan rede trådene ud.
Det skal gå stærkt !
TV 2's nyhedsdirektør, Ulla Pors Nielsen, har onsdag 28. februar erkendt, at der er begået fejl i sagen fra Borup Skole. TV 2 burde have kontaktet forældrene til det barn, der er anklaget for seksuelle krænkelser, inden historien blev udgivet. TV2 burde have været mere omhyggelig med brug af ordet 'voldtægt' og forklaret det bedre i dækningen, "dette ansvar påhviler chefredaktionen og dermed mig", beklager hun.
Michael Dyrby er tidligere ansvarshavende chefredaktør og en af Avisen.dk's faste klummeskribenter. Mads Joakim Rimer Rasmussen/Ritzau Scanpix