I den østjyske by Malling tilbringer Mia Lysdahl Fischer de fleste af døgnets timer inden for hjemmets vægge. Hun lider af angst, der gør, at bare det at gå i Fakta er mere end svært for hende for tiden.
For et par år siden blev hun sygemeldt fra sit arbejde på et plejehjem, og siden da har hun kæmpet en kamp med Aarhus Kommunes jobcenter. De forlanger, at hun trodser angsten og møder op på Jobcenteret.
- Det er stærkt angstprovokerende for mig at skulle ind til sådan et møde på jobcenteret. Det er som at blive kastet for hajerne, siger Mia Lysdahl Fischer til Aarhus Stiftstidende.
Hun har i to år været en del af det kommunale system. Først på sygedagpenge og siden oktober 2016 i et jobafklaringsforløb. Et af kravene fra jobcentret er, at hun skal til møder med et rehabiliteringsteam. Det betyder, at hun skal stige på bussen og køre de omkring 15 kilometer fra Malling til jobcentret i Aarhus.
- Det er jo næsten et fuldtidssjob at være inde under det system, siger 25-årige Mia Lysdahl Fischer. Privatfoto
Problemet er bare, at dét ikke er let, når man lider af angst, og flere gange har jobcenteret ikke udbetalt Mia Lysdahl Fischers ydelser som en konsekvens af, at hun ikke er mødt op til møderne.
Mia Lysdahl Fischer føler, at jobcenteret ikke har forståelse for hendes angstlidelse.
- Hver gang det begynder at gå fremad, råber kommunen i baggrunden - og så går det tilbage. Når jeg har ro omkring mig, så rykker jeg, men systemet giver mig ingen ro, siger Mia Lysdahl Fischer.
Hun har seks gange meldt afbud til møder på jobcenteret, der mener, at hun er i stand til at møde op - det til trods for, at Mia Lysdahl Fischers egen læge vurderer, at hun aktuelt ikke er rask nok til at deltage i møderne.
Fuldtidsjob at være i systemet
Jobcenteret er for tiden ved at indhente en psykologerklæring, der skal være med til at afgøre, om de skal ændre en beslutning fra 1. februar, hvor de valgte at stoppe endnu en ydelse til den 25-årige kvinde.
- De fastholder en i sygdom. Det er jo næsten et fuldtidssjob at være inde under det system - hvor det i stedet burde være et fuldtidsjob at blive rask, siger hun til Aarhus Stiftstidende.
Læs hele historien her.