I den sidste udgave af "Talkshowet Meyerheim" afslører Michael Meyerheim, at han havde en helt anden kvinde end Cecilie Frøkjær i tankerne, da han i sin tid skulle finde en vært til "Go' Morgen Danmark".
Det skriver Se og Hør ifølge BT.
Michael Meyerheim ringede nemlig til en af tidens varmeste skuespillerinder; Sidse Babett Knudsen.
- Jeg ringede for at høre, om du ville være morgen-tv-vært på Go' Morgen Danmark, siger han ifølge Se og Hør til netop Sidse Babett Knudsen, som er en af gæsterne i det afsluttende talkshow.
Sidse Babett Knudsen takkede nej, og i stedet fik Michael Meyerheim Cecilie Frøkjær som vært, og det skulle vise sig at være et godt valg.

Sidse Babett Knudsen takkede til at blive tv-vært. Foto: Esben Salling/Scanpix/arkiv
Populære Cecilie Frøkjær var en del af "Go' Morgen Danmark" i 12 år, og efterfølgende var hun vært på "Go' Aften Danmark" i seks år. Undervejs er hun flere gange blevet kåret til årets kvindelige tv-vært.
Ved årsskiftet sidste år blev hun selvstændig med tilknytning til TV 2, og slutningen af 2016 var det efter 20 år definitivt slut med opgaver på TV 2.
Cecilie Frøkjær lever i dag af blandt andet at holde foredrag, skrive bøger og undervise.
Sidse Babett Knudsen har til gengæld nærmest forladt den danske skuespilscene og har de seneste år haft stor succes i udlandet. Hun har blandt spillet sammen med Tom Hanks i den amerikanske film "Inferno".
I øjeblikket arbejder hun ifølge Imdb med filmen "Ikitie".

Når det sidste talkshow med Michael Meyerheim sendes sidst i april bliver det med Sidse Babett Knudsen, Nikolaj Lie Kaas, Ghita Nørby og Michael Laudrup som gæster.
Billedet her er fra en udsendelse i januar 2014, hvor Michael Meyerheim havde musikeren Michael Falch, skuespilleren Jesper Christensen og daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt i studiet. Foto: Claus Bech/Scanpix/arkiv