Et selvmordsangreb i Damaskus, der onsdag kostede den syriske forsvarsminister og præsident Bashar al-Assads svoger livet, viser, at der er et akut behov for, at FN griber ind for at afslutte konflikten, siger vestlige politikere.
Men det afvises pure af Rusland, der mener, at det vil belønne de syriske oprørere.
- Dette viser os, at det er på høje tid at ratificere den næste FN-resolution, siger Tysklands forbundskansler, Angela Merkel.
- Fredsplanen, der er foreslået af Kofi Annan, er det bedste grundlag for en politisk overgangsproces i Syrien. Den behøver mere støtte og dermed troværdighed fra alle sider. Vi må straffe overtrædelser med sanktioner fra det internationale samfund, siger hun.
Den britiske udenrigsminister, William Hague, appellerer også til et indgreb fra FN.
- Alle begivenheder af denne art øger argumentet for en stærk og beslutsom løsning fra FN, siger han.
- Jeg mener, at det står klart, at situationen forværres hastigt, konstaterer Hague.
Men Den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, vender tommelfingeren nedad. Han mener, at det vil være det samme som at tage side i konflikten til fordel for oprørerne.
- At vedtage resolutionen vil betyde direkte støtte til en revolutionær bevægelse, forklarer han ifølge nyhedsbureauet AFP.
- Og hvis vi taler om en revolution, så har FN ikke noget at gøre der, siger han.
FN's særlige udsending Kofi Annan har opfordret til, at der dannes et overgangsstyre i Syrien med deltagelse af begge parter i konflikten.
/ritzau/Reuters