Medina har penge. Men hvis hun fortsætter med at leve, som hun gør for tiden, har hun snart også en pænt stor gæld. Det var omtrent, hvad tv-værten Mette Reissmann, der er kendt fra '"Luksusfælden", sagde til Se og Hør i går.
Men Medina har også temperament, og sangstjernen har tydeligvis fået nok af, at fremmede holder øje med, hvad hun foretager sig. Hun tog derfor prompte til genmæle på Twitter:
- Alt fra læger til pengeeksperter som IKKE kender mig, der udtaler sig om mit liv! Fucking KLAPHATTE!!!!!
Mette Reissmann havde i Se og Hør rådet Medina til at skære ned på shoppingen for i stedet at købe fornuftige aktier, med mindre hun ville fortsætte sin "økonomiske katastrofekurs".
- Medina skal klart passe på, at hun ikke ender som Fetterlein. Når man er i Medinas branche, holder man jo sjældent længe. Hun kan være falmet om et år. Og hvad har hun så? Ingenting, lød det fra tv-eksperten.
Hvorvidt Medina, der lige har optaget musikvideoen til sin sang 'Happening', er i nærheden af at falme, kan man danne sig et indtryk af, når hun spiller på Skanderborg Festival i aften kl. 24.00.