Det er blevet mere almindeligt, at chefer overvåger ansatte med avanceret teknologi. Men hvornår har chefen lov at overvåge dig?
"Overvågning af medarbejdere vil i en række situationer være ulovligt, men hvis chefen informerer dig om, at han gør det, kan det i visse situationer godt være fuldt ud lovligt," siger jurist Martin Gräs Lind fra Aarhus Universitet. Han er ekspert i regler om overvågning af ansatte.
Det er lovligt, at chefen overvåger ansatte under visse betingelser:
- Chefen skal varsle de ansatte, om at han vil overvåge dem.
- Chefen skal informere de ansatte om formålet med overvågningen, altså hvorfor han vil overvåge dem.
- Det er ikke nok, at chefen en gang har informeret de ansatte mundtligt. Han skal informere de ansatte skriftligt.
- Han kan f.eks. skrive det meget tydeligt i en personalehåndbog, og derefter henvise alle også nye medarbejderne til den.
- Han kan også få det skrevet ind i ansættelseskontrakten.
- Hvis en sag kommer for retten eller for Datatilsynet, er det chefen, der skal bevise, at han har informeret medarbejderne om overvågningen og formålet med den.
- Det er ulovligt at lyve om formålet. Det er altså ulovligt for chefen at påstå, at GPS-overvågningen skal sikre mod tyveri af firmabilerne, hvis den reelle hensigt er at overvåge de ansatte.
- Har chefen sagt, at han har installeret GPS-tracking for at sikre bilerne, kan han ikke lovligt bruge informationer om ansattes færden til at fyre dem. I så fald kan fyringen være ulovlig, og den ansatte kan have ret til erstatning.
- Chefen må kun bruge GPS-overvågning af ansatte, hvis han ikke på andre og mindre indgribende måder kan kontrollere de ansattes arbejdsindsats.
- GPS-overvågningen må ikke være et indgreb, der er overdrevet i forhold til det, chefen forventer at opnå med overvågningen.
