Lokofører Lars Hansen har modtaget bunkevis af digitale skulderklap efter at have delt et billede af sin madpakke i togets førerhus på Facebook. Sjældent har et billede af rugbrødsmadder med leverpostej og rødbeder fået så meget omtale.
Han har delt billedet, fordi han er godt sur over, at den betalte frokostpause snart kan være slut. Moderniseringsstyrelsen, den statslige arbejdsgiver, har foreslået, at den betalte frokostpause for alle statsansatte skal fjernes.
Det betyder, at Lars Hansen og hans kolleger i DSB samt politibetjente og andre statsansatte måske snart selv skal betale for deres spisepauser.
”De (Moderniseringsstyrelsen, red.) ser det som et frynsegode. Samtidig giver det den enkelte ansatte 2,5 times mer arbejde om ugen, vel og mærke uden nogen form for kompensation. Det giver uden tvivl en stor besparelse, i hvert fald ifølge Excel-arkene. De regnedrenge, der har fundet ud af denne fantastiske besparelse, har jo tydeligvis et 8-16 job med kantineordning på arbejdspladsen,” skriver Lars Hansen på billedet og fortsætter:
”De kender ikke til skiftende arbejdstider. Pauser hvor ens surt smurte madpakke må forlades efter et par bidder, fordi det brænder på et sted, hvis man da når og få den frem. Det er virkeligheden for tusindvis af offentlig ansatte, som nu åbenbart skal gøres til nogle overforkælede møgunger”.
Artiklen fortsætter under opslaget
Lars Hansens facebookopslag, der mandag aften er blevet liket over 2.400 gange.
Til foråret forventes der at lande en overenskomstaftale for 180.000 statsansatte. Det var forud for disse forhandlinger, at Moderniseringsstyrelsen i starten af november skrev et brev til arbejdstagernes forhandlere. I brevet gjorde de det klart, at den betalte frokostpause ifølge dem er en personalegode, der sagtens kan fjernes.
Brevet blev hurtigt udlagt som en krigserklæring forud for forhandlingerne, og mange statsansatte, heriblandt Lars Hansen, er helt enig i den udlægning.
Ifølge de statsansattes topforhandler, CFU-formand Flemming Vinther, har et overenskomstresultat trange kår, hvis ikke der på forhånd er kommet en afklaring om, hvad der skal ske med den betalte frokostpause.
- Jeg er bekymret for, om jeg kan få de faglige ledere til at anbefale et overenskomstresultat, hvor det her ikke er afklaret. Og jeg er endnu mere bekymret for, om vi ville kunne få resultatet stemt hjem blandt medlemmerne, hvis det ikke er afklaret, sagde Flemming Vinther den 2. november til Avisen.dk.
- Den 28. oktober var det er slut med at bruge arbejdstiden på at gå til læge eller tandlæge for ansatte i Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet.
- Den 9. juni i år varslede Politiforbundet og CO10 konflikt, da Moderniseringsstyrelsen og Politiforbundet ikke kunne nå til enighed om en overenskomst for de nye politikadetter.
- De nye politikadetter var stadig under uddannelse, og skulle efter planen stå klar til at overtage opgaver fra politiet den 1. september. Uenighederne sluttede den 22. september, da Moderniseringstyrelsen og Politiforbundet blev enige om en overenskomst for politikadetterne. Konflikten nåede inden da at koste sympatiblokader fra flere andre forbund.
- I februar slog en voldgiftskendelse fast, at den betalte frokostpause var en del af overenskomsten for medarbejderne i DR. Tidligere forsøgte ledelsen i statsvirksomheden DR ellers at fjerne de ansattes betalte frokostpause, som tilfældet er med Moderniseringsstyrelsen i dag.
UDVID