Line Baun Danielsen er ikke i tvivl: Børn har godt af at lære, at det koster at bo og leve. Og derfor kræver hun også, at hendes egne drenge betaler, hvis de skal bo derhjemme.
Også selvom de klager over, at deres venner i Gentofte-kvarteret ikke betaler noget, men kan bruge pengene på tøj og byture.
Det skriver hun i et nyt indlæg på sin blog.
- Jeg synes, det er helt rimeligt og samtidig en nødvendighed, at børn lærer at bidrage til husholdningen, når de er færdige med skolen og på vej videre. For det handler også om at lære at forstå værdien af penge og kunne prioritere dem. Og så må jeg som mor bestemme, om pengene skal bruges på mad eller sko – eller gemmes væk til den ældste flytter hjemmefra, og der er lidt ekstra til depositum eller udbetaling på et sted at bo, skriver hun i indlægget.
Det giver hende dog lidt dårlig samvittighed, at indkræve pengene, erkender hun.
- Jeg får dårlig samvittighed, når mine unger fortæller om alt det, de andre får, som jeg ikke kan eller vil give, skriver hun i blogindlægget.
Selv lærte hun det på den hårde måde efter gymnasiet. Da hendes mor forlangte 500 kroner af hende, da hun fik arbejde, valgte hun nemlig i stedet at flytte hjemmefra.
- Det har hverken hun eller jeg taget skade af. Eller fortrudt. Jeg lærte at betale mine regninger og vaske mit tøj. Og jeg døde ikke af sult. Jeg kunne jo altid tage hjem til mor og få mad og vasket tøj, skriver hun og spørger retorisk om, hvornår forældrenes forsørgerpligt stopper.
Line Baun Danielsen har to sønner, Rasmus og Emil, som hun fik med sin eks-mand, fodboldspilleren Jan Bartram.