Langt fra alt var lutter baby-lykke og idyl, da Lina Rafn i marts fødte datteren Karmen. Den nyfødte fik ikke nok næring og var i risiko for at blive hjernedød. Det fortæller sangeren til Ekstra Bladet.
To dage efter fødslen på Hvidovre Hospital valgte Rafn sammen med kæreste Kasper Pertho og den nyfødte datter at tjekke ind på Barselshotellet på Gentofte Hotel frem for bare at tage hjem. Og det viste sig at være en fornuftig beslutning, selvom personalet havde en chokerende melding til de nybagte forældre.
"Da vi tjekkede ind på Barselshotellet, kiggede de to jordemødre på hende og spurgte "Hvad har de gjort ved jer?" Hun var sløv og blev lagt i drop med det samme, fordi hun var så dehydreret," fortæller Lina Rafn til avisen.
Infernal-sangerinden havde ikke haft succes med at lægge Karmen til brystet, så den nyfødte pige var både dehydreret og havde tabt sig meget siden fødslen. Det bragte hende i farezonen for at pådrage sig hjerneskader, fortalte jordemødrene på Barselshotellet. Alligevel havde lægerne på hospitalet kort forinden valgt at udskrive både mor og datter. Det får nu tv-stjernen til at lange kraftigt ud efter sygehusvæsenet.
"Det er jo uansvarligt, som det foregår. Man sender mødrene hjem, og når de er kommet hjem, begynder mælken at løbe til, men kvinderne ved ikke, hvordan man gør det. Jeg er virkelig pissed," siger den frustrerede mor.
Dommeren fra X-Factor mener i stedet, at kvinder burde blive på barselsgangen i mindst en uge, ligesom dengang hendes mors generation var i den fødende alder.