Et skilt om at kakaomuffins er sunde er omdrejningspunktet i en sag om sure smileys, hvor et lederskifte gør udslaget.
Caféen Kaffeladen på Østergade i Holstebro har i den forbindelse måttet hænge den allersureste smiley op, så caféens gæster kan se, at stedet ikke har handlet efter reglerne.
Ifølge Dagbladet Holstebro-Struer ender den sure smiley i vinduet fordi Kaffeladen i februar havde skiltet med, at stedets kakaomuffins er sunde.
Det mente fødevarestyrelsens kontrollanter ikke, der var belæg for, og skriver i kontrolrapporten, at "virksomheden markedsfører kakaomuffins i café som 'sund' uden at de er ledsaget af
en specifik godkendt sundhedsanprisning".
Alt var på et opfølgende besøg i marts ellers i orden, men da kontrollanterne den 30. juni var på genvisit var det famøse skilt fremme igen.
- Da vi så ser, at skiltet er oppe igen, så bliver sanktionen jo eskaleret, og her er det normal procedure med bøde og sur smiley, fortæller Annette Arbjerg, sektionsleder for Fødevare Sydvest, til Dagbladet Holstebro-Struer.
I mellemtiden har Kaffeladen imidlertid skiftet leder. Hun tager ansvaret på sig, og siger til avisen, at det selvfølgelig er hendes ansvar at læse kontrolrapporterne.
Udover en smiley af den sureste slags, fik Kaffeladen også en bøde på 5.000 kroner.