Laus Leksikon: Se alle striberne på Avisen.dk
Avisen.dk's redaktion
Forfatter af satire-bloggen Dagpengeland - Lau Aaen - står bag Avisen.dks nye leksikon over ord og begreber, som politikerne dagligt skyder ud i medierne, men som ingen rigtig forstår.
Aktiv beskæftigelsesindsats; Indsats, hvis primære direkte beskæftigelseseffekt kan aflæses på det antal ansatte, der er beskæftiget med netop at sikre den aktive beskæftigelsesindsats.
Se også: Anden aktør, Beskæftigelsesindustri
Udfaldstruet (om dagpengemodtagere); Incitamentsstyrkende tilstand. Sidste år fik 34.000 udfaldstruede dagpengemodtagere endda styrket incitamentet til job yderligere ved helt at miste dagpengeretten. Ifølge de gængse regnemetoder er de nu tættere på job end nogensinde.
Se også: At udfaldstrue, Incitamenter
Sygedagpengereform, -en; Lægevidenskabeligt nybrud og beskæftigelsesmirakel, der ikke bare motiverer syge til raskmelding ved hurtigt at overflytte dem til en mærkbart lavere jobafklaringsydelse, reformen skaber også 1700 job. Det viser ministeriets gængse regnemodeller, som ganske vist ofte har vist sig virkelighedsudfordrede, men virkeligheden skal man ikke hænge sig alt for meget i.
Se også: Motivation, Gængse regnemetoder
Spaghettitårn, -e, -ene, -et; Pastabåret aktiveringsforanstaltning. Spaghetti-byggeri er en beskæftigelsesrettet samarbejds- og selvudviklingsøvelse, anvendt på flere obligatoriske jobsøgningskurser, hvor den ledige opnår større selvindsigt og kommer tættere på arbejdsmarkedet ved at bygge tårne af ukogt pasta.
Se også: Skumfidus eller bare fidus
Skræmmeeffekt, -en, -er; Meningen med meningsløs aktivering.
Se også: Motivationseffekt, Nyttejob
Se næste billeder