Vi vil have velfærd, ikke skattelettelser!
Sådan svarer syv ud af ti danskere i en meningsmåling, som Gallup har foretaget for FOA.
”Valgkampen er kommet til at handle om tal, der ryger gennem luften med rigtigt mange nuller bagved. Men det, der i virkeligheden bekymrer danskerne, er den konkrete velfærd i hverdagen,” siger FOA-formand Dennis Kristensen.
Han mener, at målingen sender et vigtigt signal om, at valgkampen er kommet for langt væk fra den virkelighed, danskerne befinder sig i.
Velfærdsspørgsmålet kan afgøre valget
Klassiske velfærdsemner som sygehuse, ældre, skole og daginstitutioner kan afgøre sidste runde, hvis rød blok formår at sætte dem på dagsordenen, vurderer politisk kommentator Rasmus Jønsson.
Han ser målingen som en bekræftelse af, at danskerne er et 'velfærdselskende folk’.
”Folk er enormt optaget at også i fremtiden at have et velfærdssamfund. Det vil ikke være rart for de borgerlige partier, hvis valgkampens temaer trak i retning af de klassiske velfærdsspørgsmål. Dem har de haft stort held til at undgå,” siger Rasmus Jønsson.
Konservativ lejr er splittet
Lars Barfoed åbnede i dag for at lette topskatten inden for en kommende regeringsperiode.
Men det konservative bagland er splittet i spørgsmålet om velfærd kontra skattelettelser. Således siger 47 procent, at de ønsker skattelettelser. 45 procent ønsker forbedring af de offentlige velfærdsydelser.
”Det viser jo, hvor splittet Barfoeds vælgere er. Han skal tale til vælgere, der ligger og flirter med Liberal Alliance, og vælgere, der flirter med de radikale. Nu har han fodret den ende side (mod Liberal Alliance, red), men det kan koste på den anden fløj,” siger Rasmus Jønsson.
Politisk selvmål
Er Lars Barfoed ude af trit med egne vælgere i skattespørgsmålet?
”Nej det er han ikke. Men målingen udstiller en meget vigtigt ting. Det viser, hvor forskellig og krævend en vælgerskare, han taler til. Samtidig skal man huske, at der er en indbygget dobbeltmoral i alle vælgere. Man vil både have pengene i egen lomme og have den bedste behandling, når man bliver syg,” siger Rasmus Jønsson.
Politisk kommentator Hans Engell kalder i Ekstra Bladet Barfoeds udmeldingen for 'et politisk selvmål':
"Det er helt håbløst at komme med det udspil, samtidig med at blå blok vil halvere folks dagpenge og fjerne efterlønnen".