Vrede, frustration og trusler mod lægerne.
Det er blevet en del af hverdagen på Hvidovre Hospitals børneafdelingen de seneste uger, skriver BT.
Forlængede ventetider efter indførelsen af 1813-akuttelefonen har gjort forældre rasende og frustrerede i en grad, som de har haft svært ved at tøjle. Lægerne er nu derfor iført overfaldsalarmer.
Det forklarer overlæge på Hvidovre Hospital, Bent Klug.
- Der har været flere fædre, der har stillet sig meget tæt på vores læger og givet deres utilfredshed til kende, at nu må det være deres tur og så videre. Det er bestemt ikke rart, siger han til BT.
Især i weekenderne spidser det til, når op imod fire gange så mange børn bliver sendt til akutafdelingen af 1813-telefonen i forhold til i hverdagene.
Formålet med 1813-telefonen er, at man som forældre får at vide, hvor lang ventetiden er på akut-skadestuen. Dermed kan forældrene ankomme med deres syge barn, når det er deres tur i stedet for at sidde time ind og time ud og vente på skadestuen. Men ifølge Bent Klug er det ikke i nærheden af at fungere.
- Forældrene får én ventetid at vide af 1813-telefonen, men den tid holder ingen steder. Den er meget længere. Forældrene bliver meget sure, når de ankommer og tror, at de kan komme til om en halv time, men så opdager, at det ikke holder. Det eneste, vi kan, er at oplyse ventetiden i ventesalen løbende, ligesom man kender hos DSB, siger han til BT.
Newspaq